Thomas Vinterberg vil rive familier op med rod i ny tv-serie

Om cirka halvandet år går optagelserne til ”Familier som vores” af den kendte danske instruktør i gang.

13. august 2020, 12.05

Thomas Vinterberg står bag flere af de største danske filmsucceser i nyere tid. Om cirka halvandet år går optagelserne til hans nye tv-serie i gang. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Hvad sker der med mennesker, når de tvinges til at forlade hus og land?

Det spørgsmål vil den kendte danske instruktør Thomas Vinterberg lade være centrum i en ny tv-serie, der skabes sammen med Zentropa og sendes på TV2.

Optagelserne går i gang enten i slutningen af 2021 eller i starten af 2022 bliver "en familiesaga i seks afsnit", som tager udgangspunkt i, at landet skal evakueres, og befolkningen skal forlade landet.

Dem, der har råd, kan rejse til gode lande. Dem, der ikke har mange penge, må rejse til "et offentligt program til mere udfordrende steder", lyder det i beskrivelsen i en pressemeddelelse.

- Familie, venskaber og forelskede par vil blive skilt ad. Had og splittelse vil opstå blandt nogle, kærlighed og forsoning blandt andet. Al ejendom er med et slag værdiløst, alle formuer er forandret, og lykken blandt de rejsende danskere tilsmiler kun de heldige, lyder det i beskrivelsen.

Thomas Vinterberg fik sit store gennembrud med dogmefilmen "Festen" i 1998, og senere har filmsucceser som "Jagten" fra 2012 indbragt ham flere priser. Han er snart aktuel med filmen "Druk", der blandt andre har Mads Mikkelsen på rollelisten.

Det er dog første gang, han prøver kræfter med en tv-serie.

Hos TV2 glæder man sig over, at Thomas Vinterberg giver sig i kast med serien.

- Thomas Vinterberg er i en klasse for sig, og siden han var med til at grundlægge dogmefilmene i halvfemserne med blandt andet sit eget gennembrud, "Festen", har han gang på gang vist sit talent for at fortælle skæbnehistorier, vi aldrig glemmer.

- Thomas Vinterberg er helt unik og kan som få skabe fortællinger, der sætter sig i sjælen. Det glæder vi os til at være med til på TV 2, siger fiktionschef Katrine Vogelsang i pressemeddelelsen.

Hvem der skal spille med i serien, bliver offentliggjort på et senere tidspunkt.

/ritzau/