Magnussen forlænger aftalen med Silkeborg-team

Silkeborg-teamet LM Racing har tegnet en ny, lang aftale med Jan Magnussen, der dog ikke havde nogen stor weekend på Jyllandsringen

7. september 2020, 10.47

Jan Magnussen havde ikke en stor weekend på Jyllandsringen, hvor han måtte opgive at fuldføre to heat. Foto: til Kim Gripping, TCR Denmark/Boxengasse

MOTORSPORT Fremtiden er i den grad på plads for Jan Magnussen og Silkeborg-teamet LM Racing.

Den 47-årige racerkører har skrevet under på en ny aftale med sit nuværende team, der kommer til at råde over ham i TCR Danmark-serien helt frem til og med 2023-sæsonen.

Det nye samarbejde bliver fundamentet i en flerårig satsning hos LM Racing, der næste år skifter bil fra Volkswagen Golf VII TCR til nye racere fra Cupra.

- At vi har en lang aftale på plads med Jan Magnussen betyder først og fremmest, at det er lettere at bygge teamet op, når vi har en så vigtig nøgleperson på plads. Nu kan vi lægge os fast på en vision og der betyder det rigtig meget at få en person med så stor viden og indsigt, som Jan har, siger Lars Mogensen, der er teamchef hos LM Racing.

LM Racings dugfriske satsning med Cupra er støttet direkte af importøren, og det er i følge Jan Magnussen stort for teamet og dansk motorsport.

- Det er et kæmpe skridt frem for motorsporten i Danmark, at vi har importørerne med os igen. Det er jo næsten ti år siden sidst, og at vi har dem med os er en kæmpe blåstempling af hele serien og det, som vi alle gør her i TCR Denmark.

- Samtidigt er det dejligt at have det hele på plads, og at vi kan få en periode på tre år til at udbygge teamet. Det hjælper hele setuppet på vej, at vi kan bringe flerårige indsatser på banen. forklarer Jan Magnussen.

Skidt weekend i Resenbro

Den tidligere Formel 1-kører var i weekenden med til anden afdeling af TCR Danmark-serien på Jyllandsringen i Resembro, hvor der blev kørt hele fem heat i løbet af lørdagen og søndagen.

Det blev dog ikke nogen stor succes for Jan Magnussen, der havde problemer med gearkassen og ikke kom til start i det første heat.

Derefter fulgte en femteplads og en andenplads, inden han kun kørte seks omgange i det fjerde heat, fordi han kørte i gruset. I finaleheatet søndag kørte Jan Magnussen sig til en fjerdeplads.

Holdkammeraten Nicolai Sylvest kunne heller ikke for alvor blande sig i topstriden. Han endte nummer seks, tre, seks, fire og seks i de fem heat, men i den samlede stilling ligger han på tredjepladsen. Her er Jan Magnussen nummer syv.

Weekendens store triumfator var Casper Elgaard, der gjorde comeback med et brag. Han noterede sig for hele tre sejre - heriblandt søndagens finale, hvor føringen kom aldrig rigtig i fare.

I den samlede stilling er Kasper H. Jensen førende med 174 point foran Martin Andersen med 141 og Nicolai Sylvest med 136.