Hvem skal hædres med Thorsørosen i år?

16. februar 2021, 11.45

Sidste år blev der uddelt to "roser". Fra venstre Peter Dahlgaard, som fik Thorsørosen 2020 for sit ihærdige arbejde med en ny pavillon. Til højre er det Leif Horn, som fik en ekstraordniær "æresrose" for sine daglige input blandt andet på Facebook med billeder, der er med til at dokumentere livets gang i Thorsø. I midten er det Martin Bjerregaard Jensen, som ved samme generalforsamling gik af som formand for håndværker- og borgerforeningen.

THORSØ Er der et menneske, en forretning, en idé eller måske noget fjerde, som har bidraget særligt til Thorsøs udvikling, så har du nu mulighed for at indstile vedkommende til Thorsørosen.

Det er Thorsø Håndværker- og Borgerforening, der står bag uddelingen af prisen, som er blevet tildelt lokale aktører siden 2000. Men det er byens borgere, der står for at indstille kandidater til prisen.

Læs også
Historisk uddeling af Thorsørosen
+Abonnement

- Borgerforeningen og borgerforeningens bestyrelse kan ikke selv indstille kandidater til prisen. Vores opgave er alene at foretage et valg blandt de kandidater, der er indstillet og med afsæt i den begrundelse, der følger med indstillingen. På den måde får vi givet Thorsørosen for noget, byens borgere har lagt mærke til og sætter pris på, siger Anette Povlsen Hvam, som er formand for Thorsø Håndværker- og Borgerforening.

Anette Povlsen Hvam understreger, at fokusset på »Thorsøs udvikling« skal opfattes bredt.

- Det kan være alt fra forskønnelse til udvikling af helt nye ting. Primært går vi efter at fastholde Thorsø som en aktiv, attraktiv og spændende by, siger hun.

Borgerforeningens formand modtager indstillinger indtil 5. marts, og Thorsørosen 2021 bliver uddelt på generalforsamlingen 23. marts. BEC

Læs også
Rose til revy-manden, der kan det hele
+Abonnement