Mindeord: Ragnhild satte sig sine spor i Vrads

Trods en svær barndom udviklede Ragnhild Elisabeth Thulesen et stærkt nærvær med andre mennesker. Hun skrev sine erindringer under titlen »Tak skæbne«

Udgivet:28. september 2019, 09.00

Læsetid:4 minutter

Ragnhild Elisabeth Thulesen elskede at være med til de lokale arrangementer i Vrads. Her er hun til Vrads Musikfestival i juni 2019.

MINDEORD: Agner Thulesen, Vrads, har skrevet følgende mindeord over sin mor, Ragnhild Elisabeth Thulesen:

Ragnhild Elisabeth Thulesen, Hedevang 8, Vrads, er død i sit hjem den 2. september. Hun blev 93 år.

Ragnhild voksede op på en gård på Hvirring /Nim egnen. Hun var den næstsidste blandt sine seks søstre, og hun fik en vanskelig start, idet hendes far døde, da hun var fem år, og moren var ladt tilbage med en forsømt gård og syv døtre i 1931. De kom alle ud at tjene på landet, når de blev 12 år, og moderen overgav gården til en af sine døtre, som blev gift med forvalteren der, så der var ikke noget hjem at støtte sig til; det blev en hård start på livet.

Stærk vilje.

Ragnhild klarede sig imidlertid godt med sin skrappe hjerne og stærke vilje og brød sin sociale arv, idet hun blev skolelærer fra Gedved Seminarium. Det var det helt rigtige fag for hende, hun elskede børn og ville så gerne, de skulle lære noget, også de fattige, som hun gav ekstra opmærksomhed og hjælp. De kom meget i vores hjem for at få lidt støtte.

Ragnhild var lærer i 35 år - startede som enelærer ude i skoven, senere samledes eleverne i store centrale skoler. Hun var med hele vejen og stod på mål for den voldsomme skoleudvikling, der fandt sted op gennem 70’erne og 80’erne, hvor lærerne måtte modernisere sig hele tiden. Hendes længste ansættelse – 25 år - var på Egebjergskolen ved Horsens. Samtidig var hun landmandskone, idet hun havde giftet sig med sin børnekæreste Gert, som var aktiv landmand med det hele. De fik tre børn og skabte et kærligt hjem, og de støttede os børn på alle mulige måder.

Nuets mester

Ragnhild var en ener. Hun ville andet end at bruge livet på husholdning og pligter, det havde hun fået nok af som barn. Hun blev nuets mester, fordi hun tidligt forstod, at hendes fortid var svær at bygge videre på, og hendes fremtid var usikker, så hun havde kun nuet tilbage at holde sig til. Det gjorde, at hun udviklede stort nærvær sammen med mennesker, og hun elskede at få noget særligt ud af det samvær ved at være meget direkte, provokerende, ærlig, charmerende, hjertelig og pjattet på en gang.

Det kunne være noget af en udfordring at møde hende, for hun manifisterede denne nærværsform også over for fremmede, som gjorde hende uforglemmelig for de fleste. Hun ville så gerne være pjattet og legende sammen med alle, måske fordi hun aldrig fik det udlevet i sin barndom og ungdom, men det gjorde hun i hvert fald sammen med sine børnebørn og oldebørn. Hun kunne hvine og udleve skøre lege til det sidste.

Barneforundringen vedblev også stærk for hende. Når vi kørte en tur rundt i landskabet undredes hun over, hvordan de mange høje træer kunne stå så tæt, vokse i det bare sand og få vand helt op i toppen til en skov af blade. Og når vi kørte over en bro eller kom ind i en by, var hun meget betaget af at mennesker formår, at planlægge, bygge og få så komplicerede ting til at fungere.

Tak Skæbne.

Ordspil betød meget for Ragnhild, hun forundredes, digtede og smagte på ord og som 83-årig skrev hun sine erindringer, som hun kaldte »Tak skæbne«. Her har hun udfoldet sig meget ærligt om sit liv, og folk har taget den til sig gammel og ung, fordi hun her skriver en ægte historie om en pige og hendes mange trængsler og tilkæmpede glæder i en svunden bondekultur, og hvordan det er muligt at blive noget af en svane. Der er mange små forskellige billeder af mælkebøtter i bogens kapitler, som viser hvor levedygtige de er, f.eks. kan de bryde op gennem asfalt og stå der som en rank, uimodståelig og glad solblomst.

Sine sidste 25 år levede Ragnhild i Vrads, her følte hun stor frihed, og her kunne hun for alvor være med og sætte sine spor på en kreativ og pjanket måde sammen med mange forskellige slags mennesker. Hun elskede at lave ting om og hendes sidste ønske var, at vi lavede en uhøjtidelig samling omkring hende. Hun lå i sin kiste i kapellet, imens vi sad i forsamlingshuset uden vådt eller tørt og ærede hende ved at holde taler og komme op med sjove Ragnhild-hændelser, som vradsere fortalte mange af.

Æret være hendes minde.