Leder: Vandrepokalen Jens Rohde

28. april 2021, 12.49

Foto: Martin Ballund

Så blev det Jens Rohdes tur til endnu et partiskifte. Den her gang fristes man til at sige, at da Fanden blev gammel, gik han i kirke.

Jens Rohde blev i 1998 valgt for Venstre i Kjellerup-kredsen. Ikke længe efter blev han en højprofileret politisk ordfører for statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Blandt andet Venstres EU-skepsis flyttede Jens Rohde over til Det Radikale Venstre. Her flyttede partiets aktivistiske stil ham videre ud i ingenting. Efter en tænkepause er han nu blevet Kristendemokrat. Ja, den er god nok: Kristendemokrat.

Det er svært at tro, for Jens Roh-de har altid virket mere liberal end noget som helst andet, og i alt fald som en, der ligger langt fra meget af det, som KD står for, både når det gælder EU, skilsmisse og andre af de mærkesager, partiet står for

Men noget skal manden jo leve af, og nu har han et nyt projekt.

Andre ville kalde ham en vandrepokal.

Dem er der i det hele taget mange af i politik, altså folkevalgte, der skifter parti.

Hver enkelt sag har sin egen historie. Aktuelt kan man undre sig over, at Lars Løkke Rasmussen - engang statsminister - i sin frustration over ikke længere at være partileder nu begynder for sig selv.

Antallet af partihoppere i Folketinget er rekordstort. Et helt parti nærmest døde af det, da Uffe Elbæk og hans folk strøg fra Alternativet og ind i et nyt projekt.

Også lokalt har partihopperne været mange - alene i den seneste byrådsperiode.

Senest er Lars Hansen hoppet fra S over løsgænger til SF. Om kort tid gør Linda Lyngsøe sandsynligvis det samme fra V til S. For begge byrådsmedlemmer gælder, at de har været indblandet i konflikt i deres tidligere parti, og derfor er nødt til at skifte, hvis de skal bevare deres politiske liv. Det samme gælder Gitte Willumsens vandring fra V til K, der også er resultat af et politisk slagsmål af de grimme.

Selvfølgelig skal det i et demokratisk samfund være muligt at skifte holdninger og standpunkter. Mennesker flytter sig jo i livet.

Men det må være sådan, at bliver man træt af sit parti, bør man ikke have mulighed for at repræsentere et nyt parti, før man er valgt til det.

Lige nu sidder vi som vælgere tilbage med frustrationerne og en ramponeret tillid til politikerne.

Indlæser debat...