Alting bliver dyrere: Padelbaner får flere penge

Silkeborg Kommune giver yderligere 151.000 kroner til padel-projekt i Kjellerup

Udgivet:22. juni 2022, 12.21

Læsetid:1 minut

Folkene bag de kommende padelbaner og helårstennis-bane forventer at skulle låne 300.000 kroner til projektet. Foto: Rasmus Viuff

Morten Hallstrøm
Journalist| mha@midtjyllandsavis.dk

KJELLERUP Stort set alt er blevet dyrere. Det er således også blevet dyrere at bygge to overdækkede padelbaner under samme tag og en helårs tennisbane i Kjellerup.

Kjellerup Tennis- og Padelklub er blevet bevilget 151.000 kroner ekstra af byrådet i Silkeborg, så kommunen nu giver 1,148 millioner kroner til padel-projektet, som har et samlet budget på 2,3 millioner kroner.

Padelbanerne ventes at blive lavet inden længe.

- Vi har søgt om en ekstrabevilling, da alting er steget i pris i forhold til, da vi startede, så vi er glade for, at vi nu får det ekstra tilskud, siger en af folkene bag projektet, indsamlingsleder Gitte Berg.

Der mangler dog stadig en del penge, inden projektet kan komme helt i mål. Derfor har folkene bag besluttet at optage et lån på 300.000 kroner.

De sidste 300.000 kroner skaffes via fonde og klub-obligationer. Hver obligation koster 2000 kroner. Pengene får man retur senest i 2029.

Cirka en halv million er skaffet via sponsorater fra lokale virksomheder og butikker.

- Byen har givet så meget til projektet, og vi er meget glade og benovet over for den store støtte, siger hun.

Ejvind Holm, der også er en del af projektet, forventer at man kan gå i jorden om en måned. Hegnet er allerede fjernet.

I uge 33 forventes fundamentet at blive støbt, og i slut september skal overbygningen laves.

Ifølge Ejvind Holm bliver padelbanerne lavet først, og de forventes færdige i år.

Indlæser debat