Stærke resultater for os i Silkeborg Kommune

Udgivet:21. september 2022, 09.16

Læsetid:2 minutter

Af Thomas Jensen. Folketingsmedlem (S) Silkeborg

FOLKETINGSVALG Vi er formentligt på vej ind i en folketingsvalgkamp. Jeg går selvfølgelig til valg på Socialdemokratiets politik, men jeg vil også - ligesom forud for sidste folketingsvalg - være meget tydelig omkring, hvilke lokale sager, som jeg vil arbejde for, hvis jeg får opbakning til det fra de lokale vælgere.

Når vi kommer tættere på valgudskrivelsen, vil jeg præsentere de sager, som jeg vil arbejde for de kommende fire år. I dette indlæg vil jeg kigge tilbage på, hvordan det er gået med de transportpolitiske sager, som jeg gik til valg på i 2019 og som jeg har arbejdet målrettet for.

Efter sidste valg blev jeg Socialdemokratiets transportordfører, fordi jeg havde en række projekter, som jeg ville kæmpe for. Det lykkedes.

I juni 2021 indgik vi aftalen om investeringer i infrastrukturen frem til 2035. Aftalen kastede en række super stærke lokale resultater af sig, som er ved at blive planlagt og vil blive gennemført i de kommende år til gavn for os lokalt.

Jeg er rigtig glad for, at der efter mange års kamp skal anlægges en ny jernbane fra Silkeborg til Aarhus, så pendlere kan komme frem og tilbage på den halve tid. Med beslutningen om den nye jernbane, fik vi heldigvis også afsat penge til at få nedgravet jernbanen ved Frederiksberggade i Silkeborg, så bommene kan fjernes til gavn for fremkommeligheden for trafikanter på gåben, cykler og i bil.

Anlæggelsen af Silkeborgmotorvejen er ikke færdig, før der er opstillet støjskærme ved motorvejen ved Buskelund. Det bliver der snart.

Borgere fra den nordøstlige del af kommunen som pendler til og fra Aarhus ved hvor meget trængsel der er på hovedvej 26 mellem Aarhus og Viborg. Derfor er jeg glad for, at vi starter med at opgradere den strækning der ligger ind mod Aarhus, så trængslen på strækningen bliver mindre.

På motorvejsfronten er jeg glad for, at vi besluttede at fortsætte opgraderingen af E45 fra Aarhus N til Vejle N til tre spor i begge retninger. Det betyder utroligt meget for færdselssikkerheden og fremkommeligheden til gavn for mange borgere her fra Silkeborg Kommune.

Jeg arbejder engageret for, at den nye nord-sydgående motorvej fra Viborg og ned gennem den vestlige del af kommunen videre til Ikast-Brande Kommune, som vi også besluttede i aftalen, bliver anlagt til gavn for borgere og virksomheder og med stort hensyn til mennesker, natur og miljø.

Alt i alt er alle de transportpolitiske projekter, som jeg gik til valg på i 2019, blevet besluttet og vil blive gennemført de kommende år. Det er sådan jeg arbejder. Og det vil jeg blive ved med.

Indlæser debat