Se på de positive oplevelser ved Tange Sø

15. marts 2021, 13.01

Foto: Jakob Stigsen Andersen

TANGE Jeg bor i Tange, tæt ved søen. Her oplever jeg biodiversiteten med et rigt ørne-, fugle-, insekt-, plante- og dyreliv. Som alle de lokale og mange udefrakommende har stor glæde af. Unge familier flytter til området og stifter familier. De smarte cykler omkring søen på mountainbikes og pensionisterne med cykelhjelme og på kvikke elcykler. Senest stort fakkeloptog med et opråb fra alle os, som vil bevare denne 100 år gamle sø og området.

Tange Sø er til stor glæde for den mangfoldighed af lokale, og de der nyder et pusterum med et søkig

Eva Andersen

Vi har en flot golfbane ved søen. Tæt ved ligger gulerodsgartneriet heldigvis stadigvæk. Vi har et Energimuseum og et aktivt Tangeværk, der producerer strøm. Samt skole, børnehave, købmand og borgerforening. Området ligner Sejs- Svejbæk, Laven og Ry. Bare billigere at flytte til, endnu.

Tange Sø er til stor glæde for den mangfoldighed af lokale, og de der nyder et pusterum med et søkig. Selvom den og de andre søer blev »kunstigt« anlagt for over 100 år siden. Som lokale, lystfiskere, cyklister, naturelskere, nye tilflyttede børnefamilier, kano-, paddleboard- og kajakroere og små motorbåds entusiaster sætter pris på.

Alt jeg læser om er jo pakket pænt ind i de rigtige meninger og de velmenende holdninger om at føre søen tilbage til en oprindelig, ægte og bæredygtig natur med naturlig fossende å. Altid afsluttes argumenterne med hvor mange penge vi nu går glip af ved at søen og naturområdet er som nu.

Skal der graves 3-4 kæmpe huller eller laves kæmpe å-omløb med store entreprenørmaskiner? Hvorfor ikke et lille omløb? Skal der på sigt etableres 75-100 rækkehuse med å udsigt, beliggende tæt ved Tange Søvej eller overnatningshytter ved Tangeværket til lystfiskere udefra? Så smadres al biodiversitet da først! Og det kaldes klimakorrekt naturgenopretning.

Min familien har altid boet tæt ved søen. Siden min fars familie var husmænd, mejere, forvalter og husjomfru på Ormstrup Gods for over 100 år siden. Siden boede de på Lille Tinggård. Hvor søen også var tilgængelig. Og den er heldigvis endnu til glæde for alle typer mennesker, rig som fattig. Som stadigvæk kan fange en af rovfiskene i søen til aftensmaden. Eller en af de kunstigt opdrættede luksusfisk, laksen. Tange Sø er en kulturhistorisk perle, der gennem 80-100 år er blevet til et skønt habitat med en biodiversitet, der ikke skal smadres.

Men Tange Sø er åbenbart blevet en god forretning for lystfiskere og beslutningstagere. Jeg frygter, at det hele drejer sig om at score kassen, nu hvor alt kan pakkes ind i bæredygtig naturgenopretning. Og vi lokale er stigmatiserede. Vi er lammede.