Hjøllund Hallen: Fremtiden afhænger af nye, friske kræfter

19. januar 2021, 13.31

HJØLLUND Der går et stykke tid endnu, inden der igen kommer liv i Hjøllund Hallen.

En planlagt generalforsamling i går, mandag, blev aflyst på grund af coronasituationen og forsamlingsloftet, men formanden for halbestyrelsen, Lene Mikkelsen, har ikke opgivet at få nye og yngre frivillige til at tage over i såvel hallens som idrætsforeningens bestyrelse.

Efter et nødråb fra den siddende bestyrelse og et offentligt møde 30. november sidste år med 26 deltagere så der ud til at være flere, som var parat til at tage over for de nuværende bestyrelsesmedlemmer i Hjøllund Hallen, som alle er oppe i årene og som i årevis forgæves har forsøgt at få gennemført et nødvendigt generationsskifte.

Formanden Lene Mikkelsen er 77 år og sidder også i den blot tre mand store bestyrelse i Hjøllund Idræts- og Gymnastikforening.

Selvom den med spænding ventede generalforsamling er udsat på ubestemt tid, så håber Lene Mikkelsen fortsat, at det lykkes at få valgt nye, friske kræfter i de to bestyrelser, når det igen er muligt at samles.

- Jeg har fået nogle tilkendegivelser, og vi er i de nuværende bestyrelser indforstået med at hjælpe nye bestyrelsesmedlemmer i gang. Jeg tror, at der er en interesse for, at der skal ske noget, og vi må jo bare starte i det små. Alternativet er en hal, som ikke bliver brugt, siger hun.

Hjøllund Hallen, der er en selvejende institution, har ifølge Lene Mikkelsen fået tilsagn om kvartalsvise tilskud fra Silkeborg Kommune til driften af hallen i 2021.

- Så nu skal der bare nogle aktiviteter til, og derfor er der brug for såvel en halbestyrelse som en idrætsforening til at sætte aktiviteter i gang, siger hun.

mette