Tanker om velfærdsmodellen en kold vinteraften

18. januar 2020, 08.00

VELFÆRDSTYRANI En kold vinteraften, og efter 65 år som borger, fik jeg pludselig et behov for at stille ind på Borger.dk og herefter stille spørgsmål til den såkaldte velfærdsmodel i Danmark. Hvad får vi egentlig, og hvilket liv og hverdag, befordrer denne model egentlig i dagens Danmark? Hvorfor er der så mange utilpassede individer blandt danskere? Hvorfor har de mange unge i Danmark det egentlig så skidt? Hvorfor har vi så mange selvmord også blandt ældre borgere? Hvorfor er der så mange ensomme mennesker både blandt unge som blandt ældre borgere? Hvorfor stiger antallet af psykisk syge hvert år?

Baggrunden for mine tanker var egentlig afslutningen af finansloven, hvor politikere atter engang kryber til danskernes lommer med nye afgifter og skatter. Man bruger flere gange udtryk som genetablering af velfærd, flere penge til velfærd. Jeg husker som meget ung, da min far kom hjem med en brun lønningspose hver uge, trak sedler og mønter ud af posen, brugte en blyant, skrev på posen to beløb hhv. skat og sygekasse. Sendte pengene af sted til disse to kasser. Og så var de får klippet.

Han kunne så frit bruge resten selv, til det han fandt passende. Langt fra altid de rigtige fornuftige valg, men han havde dog friheden til at gøre sådan.

Hvad oplever vi egentlig i 2019, her 60 år senere? Ja! jeg gjorde såmænd det samme som min far dengang gjorde. Prøvede at se hvor stor frihed danskeren har til at bruge de hårdt tjente lønkroner. Og om vi virkelig får så meget igen for de stjålne kroner fra lønposen.

Jeg tog herefter, på samme måde en blyant frem. Og prøvede på meget enkel måde at gengive 2019-familien med to børn for at finde ud af, hvor meget familien egentlig har tilbage til eget forbrug og anskaffelser m.m. i dagens Danmark.

Jeg kan med det samme sige, at resultatet var skræmmende. Tager man blot de absolut nødvendige udgifter i det moderne liv, også kaldet hamsterhjulet, med, ligger resultatet på 25 øre af hver tjent lønkrone. Det er hvad en gennemsnitsdansker har tilbage, når afgifter og skatter er betalt, disse afgifter og skatter som ligger næsten i hver enkelt lille post eller indkøb og anskaffelse familien foretager, af allerede beskattede kroner. Hvis jeg så også medtager, at familien også skal betale moms af forsikringer, et par bøder og parkeringsafgifter, samt diverse småfornødenheder i løbet af året, begynder vi stille og roligt at komme under 20 øre pr. tjent lønkrone.

Hvad får vi så for disse 75%-80% af vore tjente moneter? Selvfølgelig er det altid en selvstændig og personlig vurdering. Og det skal medgives, at Danmark byder på mange, alt for mange, såkaldte styrelser og offentlige myndigheder, der kan rådgive »støtte« og yde ydelser i meget forskellig form. Særligt efter den digitale indførelse, vil jeg hævde, at de fleste danskere finder sig fanget i et system med regeltyranni, hvor mange finder sig fanget i et system, som de ikke kan hoppe fra, uden meget store familiære og personlige omkostninger.

Det opleves ofte, at styrelserne er til for at håndhæve regler og indkradse borgernes penge eller begrænse deres frihed eller liv på en eller anden vis. Ring blot til en dansk styrelse, f.eks. Skattestyrelsen (men det kunne såmænd også være en hvilket som helst anden styrelse) og borgeren får beskeden, at det tager imellem 20 og 50 minutter at komme i telefonisk kontakt med en sagsbehandler. Send en mail til hin myndighed og der dukker »no replay« svar op, og 14 dages svarfrist op på skærmen.

TAK tænker man så, og går sin vej i dyb frustration. Næste gang får man i svaret blot at vide, at man skal henvende sig til en anden styrelse, og man kan begynde forfra.

Den korte og meget negative konklusion på svaret om velfærdsstaten Danmark kunne sådan set godt være velfærdstyrannistaten Danmark. Friheden over egne penge, egen tid og eget liv skranter nu så alvorligt, at selv betroede medarbejdere begynder at tage af kassen i håb om ikke at blive opdaget af »systemet«. Er det i velfærdsåget og velfærdstyranniet årsagen til frustrationer og håbløshed blandt mange i staten Danmark skal findes?

Jeg tror, vi er kommet til en milepæl, hvor vi nærmer os så meget formynderi og inddirekte tyveri af danskerens tidligere frihed over egne ressourcer, at vi desværre må konstatere, at velfærdstaten er knækket over på midten, men stadig understøttes af et, indtil videre, tavst flertal på midten.

Jeg mener, der er brug for en revolution. Kald den blot BAR MARK og begynd gerne forfra med den brune lønpose, hvor man kan udregne egen skat og sygebidrag, der kan sendes ind pr. post.