Ungdomsfest kan have sat corona-kæde i gang

Her til morgen modtog College 360 yderligere to positive corona-tests fra elever. Det kan være en ungdomsfest i weekenden, som har givet anledning til et smitteudbrud

23. september 2020, 12.01

handelsgymnasiet på Bindslevs Plads. Fot0: Silkeborg Arkiv

SILKEBORG Foreløbig er fire elever på College 360 de seneste dage konstateret smittet med corona. Tre fra handelsgymnasiet på Bindslevs Plads og én fra erhvervsuddannelsen på Bredhøjvej.

To blev meldt syge fra mandag og onsdag morgen modtog skolen meddelelse om, at yderligere to fra handelsgymnasiet er smittet.

- Vi har fået oplyst, at der har været en fest i weekenden, hvor en coronasmittet har deltaget. Da vi ved, at flere elever fra vores skole har været med til festen, så handler vi nu ud fra et forsigtighedsprincip, konstaterer direktør Henrik Toft fra College 360.

Det betyder, at skolen i alt sender syv klasser på handelsgymnasiet hjem, som skal have virtuel undervisning.

De smittede elever deltager i smitteopsporing, og er med til at vurdere, hvilke andre venner/skolekammerater de har været tæt på - såkaldte nære kontakter.

- Vi skal ikke nødvendigvis sende hele klasser hjem, fordi der er en smittet i klassen. Men da vi ikke har helt styr på, hvordan det forholder sig med hensyn til festen i weekenden, vil vi hellere være på den sikre side. Derfor overgår syv klasser til virtuel undervisning, siger Henrik Toft, der ikke vil afvise, at der kommer flere smittede.

De hjemsendte klasser kan sandsynligvis vende tilbage til skolen i næste uge. College 360 har her til morgen sendt information ud til medarbejderne på skolen. I meddelelsen står blandt andet:

»Epidemiens opbussen er tydelig. Vi ser flere tilfælde i mange forskellige klasser, og det kan vokse hurtigt. Vi oplever, at håndhævelse af retningslinjerne blandt vores unge er vanskelig i hverdagen. Det tilskynder os til at vise større forsigtighed og genbesøge vores instrukser og de tiltag, som vi har gjort i forhold til vores faciliteter. Større forsigtighed betyder også, at vi vil se hjemsendelse af større grupper, og at vi skal forvente, at planlagte arrangementer aflyses eller omorganiseres«.