Kenya venter spændt på ny præsident

Økonomi og situationen for Kenyas fattigste er i fokus ved tirsdagens præsidentvalg, der forløb roligt.

Udgivet:09. august 2022, 21.51

Læsetid:2 minutter

Stemmesedlerne er tirsdag aften ved at blive talt op efter tirsdagens præsident- og parlamentsvalg i Kenya. Her er valgtilforordnede samlet i byen Eldoret.

/ Ritzau /

NAIROBI Stemmerne er ved at blive talt op i Kenya, hvor vælgerne tirsdag har stemt om en ny præsident og et nyt parlament.

Det sker på et tidspunkt, hvor mange kenyanere oplever økonomisk smalhals og stigende utilfredshed med landets politikere.

Valgdagen er dog i det store hele forløbet i god ro og orden, meddeler landets valgkommission.

Kenya håber på en fredelig magtoverdragelse efter den nuværende præsident, Uhuru Kenyatta, som har siddet i to embedsperioder.

Tidligere valg har udløst blodige uroligheder på grund af påstande om valgsvindel.

Siden 2002 har der været tvister om udfaldet af samtlige præsidentvalg i Kenya. Derfor vil der også i år være en spændt venten på, hvem der udråbes som vinder af tirsdagens valg.

De første resultater eller prognoser ventes at være klar sent tirsdag aften. Men det vil formentlig vare flere dage, før et officielt valgresultat er klar.

De to frontløbere blandt de fire kandidater, der konkurrerer om at afløse præsident Kenyatta, er den 55-årige vicepræsident William Ruto og den 77-årige oppositionsleder Raila Odinga.

Begge har på forhånd opfordret til en fredelig valgproces og har tilkendegivet, at de vil acceptere valgresultatet.

For Odingas vedkommende er det hans femte forsøg på at vinde præsidentvalget.

For at vinde i første valgrunde skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne. Sker det ikke, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden og afgørende runde.

Vinderen kommer til at skulle håndtere en myriade af politiske og økonomiske udfordringer.

Som i mange andre lande rækker pengene for kenyanerne ikke længere så langt, som de gjorde tidligere. Det skyldes stigende priser på mad og andre basisvarer.

Regeringen har subsidieret benzinpriserne, men det er en politik, der koster statskassen dyrt og øger Kenyas i forvejen store statsgæld på næsten 73 milliarder dollar.

Gælden svarer til 68 procent af Kenyas bruttonationalprodukt (bnp).

Den måske største udfordring for den nye præsident og regering bliver at give de mange unge i landet håb for fremtiden.

Over tre fjerdedele af Kenyas befolkning er under 35 år, og en stor andel af disse, cirka 15 millioner, er stemmeberettigede.

Valglokalerne åbnede klokken 06.00 lokal tid (klokken 05.00 dansk tid) og lukkede igen klokken 17.00 lokal tid (klokken 16.00 dansk tid).

Ifølge valgkommissionen ser det indtil videre ud til, at omkring 60 procent af vælgerne har benyttet sig af deres ret til at stemme.

/ritzau/AFP

Kenyan electorate vote during the general elections in Nairobi Kenyas oppositionsleder og en af de to førende præsidentkandidater, Raila Odinga, hilser på sine tilhængere efter at have stemt ved Kibera Primary School i Kenyas hovedstad, Nairobi. Monicah Mwangi/Reuters