Imponerende seværdigheder: Fem underjordiske oplevelser

Af Søren Flott

redaktion@m-jylland.dk

Der er ikke meget at se, da vi parkerer. Bag et hegn ligger et ungdomsfængsel, og lidt fremme er en lav bygning. Ellers er her mest græs og nogle spredte træer, og man kan lugte havet i luften. Vi kan ikke lade være med at spekulere på, hvor meget folk i området vidste, da guiden kalder de besøgende sammen.

Vi går ned ad en trappe, hvor en tung jerndør bliver åbnet. Der er køligt, og der lugter jordslået i de lange gange, hvor grønne alger breder sig på overfladen af kalken. Vi befinder os nemlig på – eller rettere i – Stevns Klint, hvor Stevnsfortet blev hugget ud, mens Koreakrigen rasede i begyndelsen af 1950’erne.

Vi passerer rum, hvor menige og officerer overnattede, når de havde vagt, og vi træder ind i kommandocenteret, hvorfra det var muligt at lytte til fjenden på den anden side af Østersøen. For enden af en gang, åbner guiden en dør. Vinden slår imod os, og vi kan se bølgerne slå ind over en smal afsats.

"Derude lå de polske ’fiskere’ jævnligt i deres både med langt flere antenner, end en fisker har brug for,” fortæller guiden, der i sin tid selv arbejdede på fortet, hvis vigtigste formål var at holde øje med flådeskibe fra Warszawa-pagten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sloveniens berømte grotte

Det siger noget om størrelsen af Postojna-grotten, at et besøg kræver en togtur på to kilometer fra indgangen, før man når ind i selve drypstenshulen.

Vi tager plads i de åbne vogne, der mest minder om en attraktion i en forlystelsespark, og med et ryk sætter de i gang. Langsomt skramler vognene sig ind i en smal tunnel, men snart kommer der mere fart på, og pludselig åbner en kæmpe, underjordisk verden sig for vores øjne. Lige meget hvor vi kigger hen, skaber gigantiske drypsten de særeste formationer højt over vores hoveder. De mange lamper får formationerne til at kaste skygger, der kun bidrager til fornemmelsen af at være trådt ind i fantasiens verden.

Efter ti minutter når vi endestationen, og alle stiger af for at følge guiden på en times gåtur gennem en lille del af grotten, hvis passager, gange og gallerier til sammen er 24 kilometer lange. Vi ser Det Hvide Galleri, hvor alt glimter, som var det dækket af rim, og Det Røde Rum, der får sit navn fra den rustrøde farve, det har fået som følge af vandets jernindhold. Gang på gang lægger vi nakken tilbage og taber næsten pusten over de enorme rum, som vandet har skabt over årtusinder – ikke mindst i Koncertsalen, hvor der er plads til 10.000 publikummer.

Desværre bevæger guiderne sig ret hurtigt igennem grotten – man ville ellers kunne bruge timer på at finde de særeste formationer, der ofte ligner fabeldyr, som i en fjern fortid er blevet til sten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Opalfeber i den australske outback

Der er mørke – og så er der bælgravende mørke. Da vi slukker lyset på vores hotel i Cooper Pedy nogenlunde midt i den australske delstat South Australia, kan vi bogstaveligt talt ikke se en hånd for os. Jeg tænder lyset igen. Ved sengen har nogen gravet et lille hul i væggen. Det er ejerne vant til, fortæller de – turisterne skal lige forsøge sig, for det kunne jo være…

Man ved, at man nærmer sig det lille samfund midt ude i ingenting mellem byerne Alice Springs og Adelaide, når man får øje på bunkerne af hvidt grus, der minder om store muldvarpeskud. Der er flere hundredtusind af dem, for her graver indbyggerne huller overalt i jagten på opaler.

Det er et sært sted. Her er ikke et eneste træ, og her bliver så hedt om sommeren og koldt om vinteren, at mange indbyggere bor under jorden i huler, de har gravet og sprængt ud af undergrunden – ligesom vores hotel. Lokale guider viser rundt i både miner og boliger, som er indrettet som de fleste andre australske hjem med køkken, stue, værelser, gildesal og svømmepøl. For nogle år siden forbød byrådet minedrift inden for bygrænsen, men skulle en opalåre dukke op i soveværelset, "udvider man sin bolig". Således har adskillige hjem også bowling- eller skydebane.

Det kan varmt anbefales at gøre holdt i byen på en bilferie down under, for den lille mineby er næsten for sær til at beskrive, men efter et par dage føles det nu alligevel meget rart at lægge det trøstesløse område bag sig igen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

De legendariske klippekirker i Lalibela

Det er svært at tro sine egne øjne, når man nærmer sig Bete Giyorgi – eller Sankt Jørgens Kirke – i Lalibela i det nordlige Etiopien. På vejen derhen ligner området et almindeligt klippelandskab med en fin udsigt over de grønne bakker og de blålige bjerge i det fjerne, men pludselig står man på kanten af et stort hul med en dybde på 12 meter. I midten ser man ned på et kors, og korset er kirken.

En trappe hugget ud i klippen fører ned til den korsformede kirke, der også er hugget ud i det hårde materiale. Og Bete Giyorgi er ikke den eneste. Her i Lalibela findes ti andre klippekirker, som blev vristet fra af de rosafarvede klipper i det 12. og 13. århundrede af troende, som ønskede at opføre en symbolsk udgave af Jerusalem.

Det er vanskeligt ikke at tabe underkæben, når man tænker på, at kirkerne og de smukke dekorationer er udført med håndkraft, og der er ikke noget at sige til, at turister og pilgrimme valfarter til området, der også har plads på Verdensarvslisten.

Ifølge legenden lod Kong Lalibela, der konverterede til kristendommen med hjælp fra Tempelridderne, kirkerne udhugge efter en guddommelig åbenbaring. Det fortælles, at Sankt Jørgen, der er Etiopiens skytshelgen, blev vred, da ingen af kirkerne var opkaldt efter ham, og derfor blev Bete Giyorgi udhugget på rekordtid for at mildne hans raseri.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En underjordisk snorkeltur

Vi kaster et skeptisk blik på stigen, hvis øverste trin stikker op af et hul i jorden, og undrer os over, at vi har betalt penge for det, der venter os. Det er ikke, fordi vi har klaustrofobi, men der er alligevel noget ubehageligt ved tanken om ikke alene at skulle ned i et lukket rum, men samtidig være iklædt våddragt, maske og snorkel.

Vi befinder os på Yucatán-halvøen i Mexico, hvor man finder et af verdens største underjordiske hulesystemer skabt af vandets eroderende kræfter gennem årtusinder. Flere steder er jorden sunket sammen og har skabt de smukkeste ferskvandshuller, hvor man kan bade i petroleumsblåt vand med kig til himlen højt oppe. I Hidden World Cenotes Park når solens stråler imidlertid ikke ned, så vi har lygter med, da vi begynder svømmeturen gennem hulerne. Forrest er vores guide, og hele vejen er der et rødt reb, vi kan hive os frem i.

Overraskende nok vænner vi os hurtigt til det fremmede element. Småfisk studerer os nysgerrigt, og både under os i vandet og over overfladen skaber stalagmitter og stalaktitter de mest forunderlige former. Hulerne og cenoterne er særligt interessante for arkæologer, fordi mayafolket blandt andet brugte dem til at ofre våben, smykker og mennesker til deres guder – heldigvis støder vi dog ikke på nogen ofre på vores snorkeltur, der varer en times tid.

Til sidst når vi frem til en lidt større hule og en gangbro af træ. Her fører en rigtig trappe op til lyset og junglen over os, hvor vi misser med øjnene efter at have forladt dunkelheden i det underjordiske.