Sydkorea ser tegn på at Nordkorea vil affyre atomraket fra ubåd

Sydkoreas hær og amerikansk tænketank siger, der er forberedelser i gang i Nordkorea til mulig testaffyring.

Udgivet:24. september 2022, 10.16

Læsetid:2 minutter

På en tv-skærm i Sydkorea ses testaffyringen af en række nordkoreansk raketter 5. juni i år. Der var tale om kortere rækkende ballistiske raketter, som slog ned i havet. Nu er der tegn på, at en ny testaffyring af en nordkoreansk atomraket er undervejs.

/ Ritzau /

SEOUL Sydkoreas militær har set tegn på, at Nordkorea er ved at forberede en testaffyring af en atomraket fra en ubåd.

Det skriver nyhedsbureauet Yonhap kun få dage før, at USA's vicepræsident, Kamala Harris, ventes på besøg i Sydkorea.

Sydkoreas præsident Yoon Suk-Yeol er opmærksom på, at Nordkorea kan være i gang med at forberede en testaffyring. Herunder fra en ubåd. Det fremgår af en erklæring fra præsidentens kontor.

Ifølge Yonhap har militæret konstateret, at visse forberedelser er ved at blive gjort i Sinpo i den nordkoreanske provins Sydhamgyong. Nyhedsbureauet citerer en militær kilde for oplysningen.

Det ligger på linje med oplysninger i en rapport fra en amerikansk tænketank, som blev lagt frem tidligere på ugen. Den henviste til, at satellitbilleder viser, at visse aktiver er i gang i Sinpo.

Vicepræsident Harris besøger regionen i næste uge. Her mødes hun med lederne fra Japan og Sydkorea.

Sydkorea og Nordkorea udkæmpede fra 1950 til 1953 en krig, der kostede flere millioner mennesker livet.

Det var en krig, hvor USA deltog med soldater på Sydkoreas side. På den anden side kæmpede kinesiske soldater sammen med Nordkoreas hær, som også fik støtte fra Sovjetunionen.

Der blev indgået en våbenstilstand i 1953. Men de to lande har aldrig formelt afsluttet krigen.

En højt placeret embedsmand i USA's regering fortalte fredag under en briefing, at en test med et atomvåben eller en anden nordkoreansk provokation måske kan være i vente under Harris' besøg i området.

Et amerikansk hangarskib nåede fredag til Sydkorea. Det er første gang i fire år, at et hangarskib skal deltage i en fælles militærøvelse, som USA og Sydkorea vil afholde.

Nordkorea fordømmer hver gang USA's deltagelse i de fælles militærøvelser og siger, at det viser USA's og Sydkoreas fjendtlige hensigter.

/ritzau/Reuters