
2 år siden
TRAFIK Vi har nu i lang tid hørt om manglede infrastruktur, og ingen balance i forholdet mellem den store befolkningstilvækst i Silkeborg, og de behov en sådan succes naturligvis medfører.
Alle er med på at tale om daginstitutioner, skoler, indkøbscentre og plejehjem, men hvem tør tale om vejen derhen? Asfalt er kedelig snak, usexet, følelseskoldt og knaldhamrende dyrt, men det er absolut nødvendigt.
Asfalt er kedelig snak, usexet, følelseskoldt og knaldhamrende dyrt, men det er absolut nødvendigt
Lene Friedrichsen
Hvad skal vi med alt det ovenstående, hvis ikke vi kan komme på arbejde til tiden, hvis ikke byggemateriel til nye husstande kan komme frem sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og hvis småbørnsfamilierne sidder i alenlange køer med CO2-udslip fra bilerne i tomgang hver eneste morgen?
Og hvilke forældre kender ikke angsten, der melder sig når der gennem morgentrafikken høres udrykning, og ungerne lige er sendt ud på skolevejen i trafiktætheden.
Mens borgmesteren og nogle af vi andre glædes over udbygningen af vores by, er der traditionen tro nogen, der hænger i håndbremsen. Tænk om der i stedet for i Silkeborg Byråd havde været en årelang tradition for at udvise rettidig omhu. Hvor mon Silkeborg havde været i dag, hvis vores motorvejstrækning var kommet samtidig med de øvriges.
Jeg håber, sammensætningen af byrådskandidater i det nye byråd efter kommunevalget bliver af folk, der tør tale om de kedelige nødvendige ting, at det bliver handlekraftige mennesker, der ikke fortsætter linjen med trafikale hovsaløsninger, men modige politikere, der tør tage tyren ved hornene og hurtigst muligt får styr på vejnettet og hvordan vi kommer frem til alle de nye daginstitutioner mm.
Jeg vil meget gerne høre fra de politikere allerede nu, hvilke kandidater der kan se, at fastlæggelse af omfartsvejen (forlængelsen af Høje Kejlstrupvej) er en nødvendighed for, at den hastig voksende udvikling i vores bydel skal blive en succes til gavn og glæde for alle.
Den modige handlekraftige politiker får nemlig min stemme og sikkert også mine naboers, dem er der efterhånden mange af i Gødvad/Eriksborg.