Lindberg fik lyncomeback: Troede landsholdet var fortid

Hans Lindberg troede, at han havde spillet sin sidste landskamp, før Nikolaj Jacobsen pludselig ringede.

Udgivet:15. januar 2022, 23.33

Læsetid:2 minutter

Hans Lindberg havde ikke spillet en landskamp siden marts 2021, før han pludselig stod på banen i Debrecen som erstatning for Johan Hansen.

/ Ritzau /

DEBRECEN Hans Lindberg skulle til at aflevere sit største barn i skolen, da telefonen pludselig ringede.

Dagen efter var han på banen for det danske håndboldlandshold, som besejrede Slovenien 34-23 ved EM, og havde fået landsholdscomeback.

Et par tumultariske dage for højre fløjen, som er tilkaldt, fordi Johan Hansen døjer med en skade.

- Det er surrealistisk og specielt. Jeg havde bestemt ikke sat næsen op efter, at jeg skulle spille nogen landskampe her. Nu står jeg her alligevel. Jeg er glad og stolt, og det er fedt at være med. Jeg prøver at gøre det, jeg nu kan, når jeg får muligheden, siger han.

Han kiggede med mistro på cifrene, der tilsammen udgjorde landstræner Nikolaj Jacobsens telefonnummer.

- Jeg var lidt i tvivl om, hvad han ville. Jeg skulle til at aflevere den store i skolen, og den yngste skulle i børnehave, mens jeg skulle til træning. Det var lidt mærkeligt. Det var nok det mest kaotiske tidspunkt på dagen, han kunne fange mig, siger han grinende.

40-årige Lindberg havde ikke været i aktion for landsholdet siden marts sidste år.

Før opkaldet betragtede han landsholdskarrieren som et overstået kapitel.

- Det er der ingen tvivl om. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle spille en landskamp igen. Så det var ret fjernt fra mit hoved, lyder det fra den rutinerede fløj.

- Jeg havde forberedt mig på at skulle have en opstart med min klub i Berlin, men jeg har holdt mig fint i gang. Det har mest været træning med bold, jeg ikke har haft så meget af, men jeg tror, at jeg har haft rigeligt med træning gennem karrieren, så jeg tror, det går hurtigt med at få styr på det igen.

Hvor længe Lindberg skal være en del af holdet, afhænger både af hans egen præstation på banen og Johan Hansens fiberskade.

Men måske kan han allerede mandag få chancen, når Danmark spiller en kamp mod Nordmakedonien uden det store på spil.

- Jeg forventer ingenting. Jeg er her for at gøre det, jeg nu kan. Vi må se, hvilken rolle jeg kommer til at få. Det er ikke op til mig.

- Hvis jeg kommer på banen, kommer jeg på banen og gør mit bedste. Ellers gør jeg mit bedste for at bakke de andre op, siger han.

/ritzau/