Da Jesus blev superstjerne

Da Allan Mortensen og de andre medvirkende i den første danske opsætning af »Jesus Christ Superstar« gik på arbejde, blev de mødt af unge, vrede kristne med protestskilte. I dag er der nok ikke mange, der vil løfte et øjenbryn over Andrew Lloyd Webber og Tim Rices fortolkning af de sidste dage i Jesu liv. Netop nu er forestillingen igen på vej ud på landets scener i en koncertudgave, der markerer 50-årsjubilæet for det album, der startede det hele

27. september 2020, 08.52

Danmarks Underholdningsorkester markerer 50-året for udgivelsen af albummet »Jesus Christ Superstar«. I spidsen for den aktuelle koncert er Erann DD i hovedrollen som Judas, Christoffer Brodersen som Jesus og Fallulah i den kvindelige hovedrolle som Maria Magdalene. Foto: Danmarks Underholdningsorkester

Det begyndte med en dobbelt-lp. Eller rettere: Det begyndte med Melodi Grand Prix. Med en sang, som komponisten Andrew Lloyd Webber og tekstforfatteren Tim Rice forsøgte at få med i den engelske udgave af den store europæiske sangdyst. Det lykkedes ikke, men nummeret blev skrevet om, endte i munden på kong Herodes og endte med at være et af de mange hits, som folk sang med på tilbage i 1970, da konceptalbummet »Jesus Christ Superstar« udkom.

Sangene tog udgangspunkt i biblens skildring af de sidste dage i Jesu liv, men synsvinklen var i lige så høj grad Judas’, der bliver skildret på en langt mere nuanceret måde end bare som forræderen, der sælger Jesus for 30 sølvpenge. Faktisk fungerede sølvpengene i den oprindelige iscenesættelse som en slags spejle, der blev rullet ind, som publikum kunne se sig selv i, så de kunne blive mindet om deres egen svaghed for mere materielle værdier.

Og det er én af grundene til, at »Jesus Christ Superstar« ikke bare overlevede turen fra vinyl (1970) til teaterscene (1971) og videre til film, men også har vist sig som en langtidsholdbar klassiker, siger Michael Eigtved, der er musicalekspert og lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet:

Effektiv karrierekanon

- Der er helt grundlæggende en kunstnerisk ide, som stadig holder. Det er stadig en god idé at diskutere Jesus versus Judas, hvem er egentlig de gode, og hvem er de onde? Det er en bærende diskussion i den vestlige verden, så det giver god mening.

Effektiv karrierekanon

»Jesus Christ Superstar« skød for alvor Andrew Lloyd Webber og Tim Rices karriere i gang, men den var også en affyringsrampe for mange af dem, der medvirkede i opsætningerne rundt omkring i verden. Det gjaldt også herhjemme for Allan Mortensen, som var en del af besætningen, da musicalen eller rockoperaen, som mange kalder den, havde europæisk premiere på Falkoner Teatret 2. juledag 1971.

- Gennem årene er der rigtigt mange, som er kommet op til mig og sagt, at de har set mig i den forestilling, fortæller den danske sanger, der tilbage i 1971 havde den store rolle som Judas.

- Det betød, at jeg fik en personlig pladekontrakt. Jeg lavede et par singler og et album i eget navn, fik tilbud om andre forestillinger, koncerter, tv-programmer og huhej, det gik rigtigt godt, fortæller sangeren, som langt fra er færdig med forestillingen. Han medvirker nemlig også i den aktuelle udgave med Danmarks Underholdningsorkester. I denne omgang er han dog rykket ind blandt ypperstepræsterne i rollen som Annas.

Progressiv operarock

Allan Mortensen kom med en solid erfaring med religiøse temaer og et mere klassisk repertoire fra sine drengeår, hvor han var kirkesanger i barndomsbyen Aarhus og sang både til gudstjenester og koncerter, men han havde for længst bevæget sig videre til den progressive rockscene, hvor forestillingens producere fandt ham. Og den kombination er faktisk en ret velegnet baggrund for at være med i »Jesus Christ Superstar«. Musikalsk er den nemlig fra starten undfanget som en rockopera, fortæller Michael Eigtved.

- Det betyder, at den rent musikalsk er ret raffineret. Det er stort udfoldede klassiske formater med ledemotiver og alt, hvad der hører til, siger han og fortsætter:

- Den er kompliceret - for eksempel når ypperstepræsterne skal synge, og der er vekselkor og alt muligt - samtidig med, at man godt kan huske sangene. På den måde minder det uden sammenligning i øvrigt om Mozart, som både kan være rigtigt kompliceret og alligevel have nogle rigtigt sangbare melodier, som alle kan fløjte. Der er både noget for nørderne, og samtidig har det en umiddelbar appel, siger han.

Musikken var ikke bare raffineret, den ramte også lige ned i det, der i øvrigt rørte sig.

- »Jesus Christ Superstar« lyder fuldstændigt som de plader, som Pink Floyd, The Who og alle de andre bands udgiver på det tidspunkt. Da den kom, var den ekstremt i sync med sin egen tid, siger Michael Eigtved.

En bønne i Getsemane Have

Men også på andre måder var »Jesus Christ Superstar« et barn af sin tid og den bevægelse, som blomsterbørnene havde sat i gang med sine temaer om kærlighed, idealer og oprør.

- Jeg synes, det hang godt sammen med »love, peace and harmony« og fred i verden. Den passede ind i tiden: Hippie-bevægelsen, flower power, Woodstock, siger Allan Mortensen.

Michael Eigtved ser også noget tidstypisk i den måde, som de nærmeste omkring Jesus skildres:

- Man kan sige, at den fremstiller apostlene som et hippiekollektiv. I Getsemane Have virker det, som om de har fået sig en ordentlig bønne, inden de skal sove, og så kan Jesus blive forrådt der, fordi de har røget en stråhat, siger han med et grin.

Det var imidlertid ikke alle, der var begejstrede for Andrew Lloyd Webber og Tim Rices fortolkning af den bibelske fortælling, hvad enten det var på lp, på scenen eller på biograflærredet. Der var protester over skildringen af jøder, mens der var sorte protester over, at det var afroamerikaneren Carl Anderson, der både på Broadway og i filmudgaven fra 1973 spillede rollen som Judas. Nogle steder i verden blev forestillingen forbudt, andre steder blev biografer udsat for bomber eller sat i brand. I Danmark mærkede man også protesterne, men i noget mere afdæmpet form.

- Hver aften, når vi mødte på teatret, så gik unge kristne rundt ude foran Falkoner Scenen med skilte, hvor der stod »Jesus hånes på ny«. Der var protester hver aften. Jesus og rockmusik?!? Hvad er det for noget? Men publikum var vildt begejstrede, og ud over dem, der stod foran teatret, synes jeg ikke, at der var vilde protester - og jeg tror ikke, at der var mange af dem, der protesterede, der havde set forestillingen, fortæller Allan Mortensen.

En ny type mand

70’erne var også årtiet, hvor den bløde mand for alvor slog igennem, og selvom Judas og Jesus havde travlt med andet end hønsestrik og basisgrupper, var verden klar til musicals med en ny type hovedrolle.

- Hvis man går den klassiske musical efter i sømmene, er kvinderollerne klart de bedste. Med »Jesus Christ Superstar« bliver den følsomme mand hovedperson, og det er bestemt ikke noget, der har været gængs. Ikke ret mange år tidligere har man haft professor Higgins (fra »My Fair Lady«; red.) som hovedperson, og det bliver ikke meget mere stivstikkeragtigt. Den type er der masser af i musicalen. Men først får vi Berger i »Hair«, som er et betænksomt rodehoved, og siden kommer Jesus og Judas, som begge er reflekterede mænd, der er følsomme over for deres omverden, det andet køn og så videre, fortæller Michael Eigtved og fortsætter:

- Det er et nybrud, og den kommer til at sætte en standard, for i den nye bølge af musicals er det den sammensatte helt - der ikke nødvendigvis er mand - som er i tvivl og diskuterer med sig selv, der bliver taget op.

Moral og masser

Hvis »Jesus Christ Superstar« bare havde været et hippieflip, ville vi måske have sværere ved at se, hvad vi skulle med forestillingen i dag, men der er temaer i den, som er mere end aktuelle i 2020, hvor vi konstant diskuterer, hvad såkaldte influencere som for eksempel familien Kardashian er i stand til at sætte i gang.

»Den vil gøre Jesus verdensberømt for anden gang« blev der sagt om musicalen tilbage i starten af 70’erne. Jesus som superstjerne. Og netop begrebet »superstar« var et, kunstneren Andy Warhol havde fundet på få år forinden - i øvrigt nogenlunde samtidigt, at John Lennon kom til at sige, at Beatles var større end Jesus.

- Warhols pointe var, at i fremtiden ville alle være stjerner, og nogle enkelte ville så stikke ud, og det ville være superstjerner. Det er ret godt set, for som reality-tv har vist, er det en tendens, der er fortsat helt ind i det 21. århundrede, siger Michael Eigtved. Han peger også på, at musicalen ved at tage fat i superstar-begrebet var tidligt ude med at diskutere, hvad massemedier og massebevægelser betyder for, hvad vi gør med etik og moral.

- Den bærende ide i »Jesus Christ Superstar« er, at Judas mener, at Jesus har tabt forbindelsen til virkeligheden, fordi han lader sig forføre - og forfører masserne.

»Jesus Christ Superstar« blev i 1973 til en film, der blev instrueret af Norman Jewison. Foto: Allstar Picture Library/Universal/Ritzau Scanpix
»Jesus Christ Superstar« har ikke bare overlevet turen fra vinyl i 1970 til teaterscene i 1971 og videre til film som denne udgave fra 1973, men har også vist sig som en langtidsholdbar klassiker. Foto: Ronald Grant Archive/Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix
Allan Mortensen i rollen som Judas, der forråder Jesus (Bruno Wintzell) med et kys. Den danske opsætning, der havde premiere 2. juledag 1971, var den første i Europa. Foto: Tage Nielsen/Ritzau Scanpix