Valgt som folketingskandidat og så smidt ud af partiet

15. september 2020, 12.04

EKSKLUSION »En ulykke i slowmotion«, det er overskriften på den leder, hvor chefredaktør Hans Krabbe, MJA, giver sit bud på, hvorfor byrådsmedlem og folketingskandidat Gitte Willumsen (V) blev smidt ud af byrådsgruppen og partiet.

Ifølge Hans Krabbe er der tre spørgsmål, der kan besvare årsagen til at byrådsgruppen valgte at ekskludere Gitte Willumsen.

- Karaktermord på den unge byrådskollega, Kristoffer Møller Jensen

- Påstand om valgfusk i forbindelsen med valget af partiets folketingskandidat i Silkeborg Venstres Nordkreds, hvor Gitte Willumsen var kandidat.

- Åbentmundhed resulterende i at partiets snavsede tøj blev offentligt vasket.

Det er rigtigt, at Gitte i et læserbrev i MJA stillede spørgsmålstegn ved den proces, der medførte at Kristoffer Møller Jensen fra Venstres Ungdomsorganisation (VU) blev opstillet som nummer to på Venstres kandidatliste til kommunalvalget i 2017. Jeg var selv til stede på opstillingsmødet, og her udnyttede VU de gældende regler ved at møde talstærkt op for på den måde at sikre deres kandidat en topplacering på listen.

I samme læserbrev kritiserede Gitte Willumsen samme Kristoffer Møller Jensens arbejdsindsats som byrådsmedlem. Om der her er tale om »karaktermord« kan i første omgang bekræftes eller afkræftes af de øvrige medlemmer af byrådet. Den endelige og rigtige dom vil så blive afsagt af vælgerne næste år.

Spørgsmålet om påstanden om valgfusk i forbindelse med opstillingsmødet til partiets folketingskandidat er efter mine oplevelser helt berettiget. Jeg var selv til stede på mødet, og er ikke i tvivl om, at det ikke var »tilfældigt« at et stort antal VU-medlemmer ifølge den medlemsliste formanden for kredsudvalget, Nikolaj Møller Jensen, havde udarbejdet fik udleveret stemmesedler på trods af, at de ifølge vedtægterne ikke havde stemmeret. Det blev heldigvis afsløret, hvorefter et omvalg medførte at Gitte Willumsen opnåede valg.

Tilbage står så, om Gitte Willumsen i hele denne proces har været for »åbenmundet« resulterende i, at »snavset vasketøj« er stillet til offentlig skue. Jeg har ikke overværet de interne møder og drøftelser i byrådsgruppen, men ud fra mine samtaler med både byrådsmedlemmer og medlemmer af baglandet, Venstres organisation, er det min opfattelse, at processen klart har afsløret, at der er tale om forhold, der skulle og skal »vaskes«.

Som sagen står lige nu, er jeg blot i tvivl om, hvorvidt det vil ske på en måde, der fjerner snavset uden den blanding af »åbenmundethed« Gitte Willumsen har tilført vaskeprocessen.

Hvorvidt min tvivl er berettiget skal vise sig, når vi alle modtager den åbne og uvildige redegørelse organisationen har lovet os.