
FARVER Jeg sidder og funderer på en grå mandag morgen, medens det regner i en uendelighed, over hvorfor mindst 80 procent af alle biler er grå, sorte eller hvide. Langt de fleste er grå i en eller anden kedelig afskygning. Spørger man bilforhandlere, er chancen for at bilen får en rigtig farve større, hvis konen er med til at bestemme. Det er altså især mændene der er kedelige, eller som har skabt et kodeks, der siger, at det er nemmere at sælge bilen om et par år hvis den er grå, frem for gul, rød eller blå. Jeg bilder mig ind, at der var mere farve på paletten for nogle årtier tilbage: For eksempel røde Morris »Mascot« og »Marina«, og boble-VW.
Selv har fruen og jeg ladet os nøje med sorte og grå biler indtil for et år siden, da såvel min egen som konebilen skulle skiftes ud nogenlunde samtidig. Vi, der aldrig har ejet, eller kommer til at eje en ny bil er jo afhængige af dem, der findes på brugtmarkedet. Jeg besluttede at nok kunne være nok. Kilometertal og årgang var sekundært. Farven var det altafgørende. Det medførte at søgefeltet måtte udvides til hele landet for at finde en model, hvor det meste faldt i hak. Den røde Citroën C3 til konen måtte hentes i Bjergby, en lille flække nord for Hjørring. Min egen blå C5 stationcar holdt til i Brædstrup. Og ved I hvad? Hver eneste dag bliver såvel fruen og jeg lidt gladere i låget, når vi sætter os ind i de to farvestrålende perler, vi har holdende uden for døren. Prøv det selv!
Indlæser debat