Silkeborg har fundet sin nye direktør: Det blev en lokal kending

Byrådet har godkendt ansættelsen af Lauge Clemmensen som ny koncerndirektør. Han afløser Jann Hansen, som er gået på pension

24. marts 2020, 12.35

- Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Silkeborg Kommune. Jeg kender Silkeborg rigtig godt, det var kommunen som gav mig muligheden i mit første lederjob. En kommune som har givet mig mange gode oplevelser både privat og i arbejdssammenhæng. Jeg ser frem til 1. maj, så jeg kan møde byrådet, mine kollegaer og samarbejdspartnere, og tage fat på de nye udfordringer, siger Lauge Clemmensen. Privatfoto

SILKEBORG 40-årige Lauge Clemmensen fra Silkeborg tiltræder 1. maj stillingen som ny koncerndirektør.

Han kommer fra en stilling som direktør i Billund Kommune og har ledererfaring fra både Silkeborg, Aarhus og Billund Kommuner.

- Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Silkeborg Kommune. Jeg kender Silkeborg rigtig godt, det var kommunen som gav mig muligheden i mit første lederjob. En kommune som har givet mig mange gode oplevelser både privat og i arbejdssammenhæng. Jeg ser frem til 1. maj, så jeg kan møde byrådet, mine kollegaer og samarbejdspartnere, og tage fat på de nye udfordringer, siger Lauge Clemmensen, der tidligere har været ansat 10 år i Silkeborg Kommune.

Først fem år som udviklingskonsulent i social- og arbejdsmarkedsafdelingen og derefter godt fire år som stabsleder i job- og borgerserviceafdelingen.

Lauge Clemmensen er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet og har en Master i Offentlig Ledelse (FMOL). De seneste to år har Lauge Clemmensen været direktør for Teknik og Stabe i Billund Kommune, og før det var han i knap fire år sekretariatschef i Teknik og Miljøs Center for Miljø og Energi i Aarhus Kommune.

En stærk direktør

Kommunaldirektør Lone Lyrskov fortæller, at Silkeborg Kommune i Lauge Clemmensen får sig en stærk koncerndirektør.

- Han har erfaring med de kommunale områder, og med at udvikle en stærk organisationskultur til gavn for både borgere, erhvervsliv, medarbejdere og det politiske niveau under en udfordret økonomi. Lauge Clemmensen har således erfaring med betjening af det politiske niveau fra flere og forskellige kommuner. Vi glæder os til at byde ham velkommen tilbage i Silkeborg Kommune, siger kommunaldirektør Lone Lyrskov.

Lauge Clemmensen bliver sekretær for de politiske udvalg sundheds- og ældreudvalget, socialudvalget, plan- og vejudvalget og klima- og miljøudvalget, og han får direktøransvaret for sundhed- og omsorgsafdelingen, socialafdelingen og teknik- og miljøafdelingen.

Tidligere byrådskandidat

Så har Lauge Clemmensen faktisk også en fortid som byrådskandidat for Venstre i sine yngre dage, hvor han i 2005 var formand for Venstres Ungdom i Silkeborg.

Det var også i 2005, at han stillede op for Venstre, men han blev dog ikke valgt ind i byrådet. I stedet blev han partiets andensuppleant til byrådet.

I 2009 blev han indkaldt som stedfortræder i byrådet for Venstres daværende medlem Bent Dalsgaard Pedersen i to måneder.