Silkeborg-Voel henter kendt ansigt til bænken

Den tidligere BSH-klippe Klaus Thomsen bliver assistenttræner på ligaholdet for Jakob Andreasen

Udgivet:20. april 2022, 08.59

Læsetid:2 minutter

Klaus Thomsen skal være assistenttræner. Foto: Jakob Stigsen Andersen.

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel KFUM henter nyt blod ind på trænerbænken til næste sæson. Assistenttræner Ole Jensen stopper, mens den tidligere BSH-klippe Klaus Thomsen kommer til. Han er også i dag med på bænken i ligaen som fysioterapeut, ligesom han træner U19-holdet hos pigerne.

- Jeg glæder mig til at komme ind i et stærkt miljø, hvor jeg får endnu mere ansvar og bliver en endnu større del af et setup på allerhøjeste plan inden for talentudvikling. Vi har i klubben spændende ambitioner om at udvikle vores egne talenter, siger Klaus Thomsen, der roser sin forgænger:

- Det er uden tvivl en stor opgave at løfte på posten som assistent efter Ole, der jo har vundet DM-guld flere gange på ungdomssiden, men også efter andre navne som Peter Laursen og Mathias Madsen, der jo i dag også har en god træner- karriere, siger Klaus Thomsen.

Ligatræner Jakob Andreasen ser frem til den nye assistent.

- Klaus startede op til denne sæson hos os, hvor han fik ansvaret for vores U19-piger, samtidigt med han blev tilknyttet som fysioterapeut. Her har han været med til at levere gode resultater på det højeste niveau. Hans tilknytning til Elite Silkeborg som fysisk træner gør, at vi får en person, der er i håndboldmiljøet 100 procent af sin arbejdstid, hvilket er en fordel for os. Han har en kæmpe viden og erfaring omkring forsvarsspillet fra øverste niveau i dansk håndbold, som skal trækkes ind i hverdagen hos os, siger Jakob Andreasen.

Ole Jensen stopper efter fire år som assistenttræner. Han får roser med på vejen,

- Jeg har været utrolig glad for at have haft Ole som min nærmeste sportslige kollega i de sidste fire år. Umiddelbart må han også være den assistent, der har kunne holde mig ud i længst til, hvilket jo også er godt klaret, siger Jakob Andreasen med et smil.

For Ole Jensen venter en ny hverdag, når han ikke længere skal møde ind til træning og kamp i Jysk Arena. Det er han afklaret omkring:

- Jeg har været superglad for mine fire år i klubben og meget tilfreds med mit bidrag ind i teamet. Når det er sagt, så glæder jeg mig også til at prøve en hverdag, hvor der bliver mere tid til mit arbejde som efterskolelærer og ikke mindst min familie, siger Ole Jensen.

Indlæser debat