Fornem hæder til lærlinge i Silkeborg og Ans

Sydbank Fonden ønsker at hædre landets mange dygtige lærlinge

Udgivet:22. december 2022, 11.00

Læsetid:1 minut

Til venstre Hans Bremer Vestergaard, erhvervsrådgiver i Sydbanks Silkeborgafdeling, overrakte legat til Nikolaj Kristensen hos glarmester og indehaver Allan Gjerulff i Silkeborg.

Jakob Munk Schmidt
Journalist| jams@midtjyllandsavis.dk

1 måned siden

LEGATER: Et par af lærlingene i to lokale virksomheder får nu mulighed for at dygtiggøre sig yderligere.

Kalle Preem Andersen hos Unika Danmark i Ans og Nikolaj Nørgaard Kristensen hos Glarmester Gjerulff i Silkeborg er nemlig blandt modtagerne af et særligt lærlinge-legat fra Sydbank Fonden.

Der er uddelt i alt 60 legater til danske unge, og hver portion er på 15.000 kroner.

Til venstre Søren Lodberg Rasmussen, seniorerhvervsrådgiver i Sydbanks Silkeborgafdeling, overrakte legat til Kalle Andersen i Ans.

Nu er det så op til Kalle Preem Andersen og Nikolaj Nørgaard Kristensen at vælge, hvad pengene skal bruges til med eksempelvis videreuddannelse, opkvalificering eller andet, der har relation til deres fag.

Sydbank Fondens uddeler lærlingelegater som led i indsatsen for at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse.

- Med lærlingelegatet ønsker vi at sætte fokus på en gruppe, som spiller en uhyre vigtig rolle i vores samfund, siger Søren Lodberg Rasmussen, seniorerhvervsrådgiver i Sydbank Erhvervscenter Silkeborg.

- Det er en anerkendelse af lærlingens indsats både fagligt og socialt, og det skal give legatmodtageren mulighed for at blive endnu dygtigere til det, vedkommende allerede er god til, tilføjer Sydbank-kollega Hans Bremer Vestergaard, erhvervsrådgiver i afdelingen på Søndergade.

22-årige Nikolaj Nørgaard Kristensen fra Grauballe går på Glarmesterskolen på Sjælland kombineret med lærlingeforløbet hos Glarmester Gjerulff på Glarmestervej i Silkeborg.

18-årig Kalle Preem Andersen fra Rødding i Salling er i gang med uddannelsen til værktøjsmager hos Unika Danmark og med skoleforløb på Skive College.

Indlæser debat