Virksomhederne i Silkeborg fortjener ros

9. august 2019, 10.06

PRAKTIKPLADSER Jeg blev oprigtig irriteret, da jeg her i avisen læste, at 3F opfordrede Silkeborg Kommune til at indføre lærlingeklausuler og tvinge virksomhederne til tage lærlinge, ligesom 3F også påpegede, at virksomhederne ikke tog lærlinge nok. Det er et helt forkert billede af virksomhederne i Silkeborg, og jeg synes, det ville klæde 3F at sætte sig ind i de lokale forhold, inden de begynder at pege fingre af nogen.

Jeg har indtil slutningen af juni i år fungeret som en slags koordinator på College 360 i Silkeborg, hvor mit arbejde har været at besøge de lokale håndværksvirksomheder og finde lærepladser til eleverne. En opgave jeg løste i samarbejde med vores lokale 3F afdeling. I sidste runde havde jeg 43 elever. 38 elever fik uden nogen problemer en læreplads. De sidste fem kom i processen frem til, at de skulle noget andet. Men hvis de havde haft lysten og viljen til at gennemføre et praktikforløb, så havde jeg uden problemer kunnet finde en læreplads til dem også.

Bygge- og anlægsvirksomhederne i Silkeborg og omegn gør en kæmpe indsats for at uddanne næste generation af håndværkere. Virksomhederne fortjener derfor ros, fordi deres dør er åben for alle, der vil og kan gennemføre en erhvervsuddannelse. I Silkeborg har vi ikke brug for løftede pegefingre fra 3F. Vi kan sagtens selv finde ud af at sikre lærepladser og uddanne vores unge.

Måske 3F i stedet skulle komme på besøg i Silkeborg, og se hvordan man løser udfordringen med at finde lærepladser til alle.