Slotskoncert ved Frijsenborg er klar: Indbyder til fest i maj

2. december 2020, 15.51

Den oprindelige måde at afholde slotskoncert på hænger ikke sammen med coronavirus, og derfor inviterer arrangørerne nu på en særlig udgave af Frijsenborg Slotskoncert. Foto: Martin Ballund

Coronavirus har aflyst mange fester og vil forventligt også stikke en kæp i hjulet på mange arrangementer i 2021. Men nu inviterer Come2Live til slotskoncert i Frijsenborg Slotspark 22.-23. maj 2021, hvor publikum vil møde et anderledes set-up end normalt.

Koncert-formen er ændret, så 2021-udgaven bliver for siddende publikummer. Desuden kører arrangørerne med betydeligt reduceret kapacitet, oplyser de. Pladsen bliver inddelt i zoner og sektioner, og hver zone får eget toiletområde.

Der bliver ikke budt op til dans, men det bliver navne som Tim Christensen, Sanne Salomonsen og mange flere, der skal sikre en underholdende aften.

I tilfælde af aflysning refunderes alle billetter (ekskl. gebyrer), oplyser arrangøren.

I juni 2020 måtte Come2Live aflyse årets store slotskoncert ved Frijsenborg, som skulle være afholdt 20. juni. Der var ellers lagt op til den helt store musikfest med navne som Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Sko og Torp, Aura Dione og Let´s Grove på det omfattende musikprogram.

Men nu tager arrangøren - som også omfatter Hammel GF - revanche.

Lørdag er pladsen åben fra 14.30-23.30, og her stå den foruden Tim Christensen og Sanne Salomonsen på Sko og Torp, Barbara Moleko, Carl Emil Petersen, Aura Dione, Amea og Fenja.

Søndag bliver der også indbudt til hygge ved slotspladsen fra klokken 12-19, hvor Mads og Monopolet går på live, ligesom man kan opleve Milling & Molbechs Let’s Groove om »Earth, wind & fire« - en live funkcast med Jan Glæsel, Rumors Corner og Bobo Moreno.

Come2Live står også bag slotskoncerter ved Gram Slot, Lundsgaard Gods, Gaardbogaard Gods og Ledreborg Slot i juni og august 2021.

BEC

Læs også
Statsminister aflyser slotskoncert
+Abonnement
Læs også
Sanne, Lis og Sko til koncert i slotsparken