Hammel Fjernvarme får ny bestyrelsesformand

Bestyrelsesformanden gennem 10 år, Stig Andersen, overlader pladsen til næstformand Henning Stabell

27. august 2021, 09.55

Henning Stabell har været medlem af bestyrelsen i Hammel Fjernvarme siden 2014. Foto: Hammel Fjernvarme

HAMMEL/FAVRSKOV Der var udskiftning på pladserne i Hammel Fjernvarmes bestyrelse til generalforsamlingen her i august.

Efter 10 år på posten som bestyrelsesformand giver Stig Andersen nu faklen videre til næstformand Henning Stabell. Det skete ved fjernvarmeselskabets generalforsamling, hvor Stig Andersen valgte ikke at genopstille.

Stig Andersen har været med i bestyrelsen siden 2001 og har blandt andet været med til at tage initiativ til etablering af ny affaldsovn i 2002 og flisovn i 2013. Han har også været en fremtrædende karakter i forbindelse med at undgå at få Hammel Fjernvarmes affaldsovn og de øvrige forbrugerejede forbrændingsanlæg i Danmark nedlagt, i forbindelse med Folketingets ønske om at reducere affaldsforbrænding i Danmark.

Den nye bestyrelsesformand, Henning Stabell, takker Stig Andersen for sit arbejde.

- Jeg vil på bestyrelsens vegne takke Stig for den energi og passion som Stig har lagt i embedet. Der er således skabt et solidt fundament for os at bygge videre på, siger Henning Stabell.

Ny bestyrelse

Der kom også en ny næstformand. Det blev Tom Ellegaard, der er uddannet ingeniør og som gennem mange år har beskæftiget sig med affaldsbranchen. Han er ansat som udviklingsingeniør i Affaldsvarme Aarhus og har været medlem af bestyrelsen siden 2017.

Christian Fredberg blev valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem. Christian er uddannet ingeniør og er forretningsudviklingsdirektør i Makeen Energy.

- Vi har med den nye konstellation i bestyrelsen, fået skabt et hold som er klar til møde fremtidens udfordringer på klima, teknik og økonomi, siger Henning Stabell.

Indlæser debat...