Tilståelse fra en »skabsmundbindsnægter«

25. november 2020, 11.22

Foto: Adobe Stock

MUNDBIND Min kone siger jeg er hysterisk. Den formiddag for 14 dage siden, da en midaldrende mand stod og gispede efter vejret foran Harald Nyborgs glasdøre, var det nok et ord, der ville være faldet nogle ind.

Efter at have brokket mig godt og grundigt over det påtvungne mundbind, og efterfølgende have sat alverdens ting i gang for at undgå at bruge det, var jeg den formiddag tvunget til det alligevel; jeg skulle købe motorolie, og den slags uddelegerer en rigtig mand ikke!

Mit åndedræt bag det tynde blå papirgardin var tilbageholdt og tøvende, da jeg kom ind i butikken. Jeg forsøgte at berolige mig selv, men da jeg fem minutter flåede mundbindet af, lige foran indgangen, var jeg ikke meget værd. Mine luftveje fejler intet, det var rent hysteri, men i det øjeblik blev jeg fritaget for at bære mundbind.

Loven siger nemlig, at det er op til den enkelte borger at vurdere, om man oplever så stort ubehag / besvær ved at bruge mundbind, at man populært sagt må fritage sig selv.

Jeg er ikke længere skabsmund-bindsnægter, men bare fritaget; så ser du en midaldrende herre med karsehår, briller og gråt skæg, som du kan se fordi jeg ikke har mundbind på, så er det nok mig

Per Gravesen

Den beslutning kan og må ikke drages i tvivl. Af nogen! Masser af mennesker, butiksvagter, forretningsdrivende og politibetjente vil gerne stille spørgsmålstegn både ved lovligheden og grundlaget, men det må de ikke!

I øvrigt svarer det lidt til, at man spørger en kørestolsbruger om, hvorfor vedkommende sidder der?

Det er en privat sag, men også en tillidssag. Så i dag tog jeg mod til mig. Efter »Harald Nyborg-oplevelsen« havde jeg gjort alle mulige krumspring for at undgå at komme i butikker (og restauranter, til min kones fortrydelse), men nu skulle det være løgn!

Min indkøbsliste var designet til en »hurtigt ind, hurtigt ud«-aktion, for det var uden mundbind, og jeg var nervøs! Bevæbnet til tænderne med gode svar, når jeg blev konfronteret, gik jeg ind i Føtex.

Jeg kunne godt fornemme, at der blev kigget lidt, men kun af nogle få. Om de var forargede eller sure kunne jeg af gode grunde ikke afkode, for et halvt ansigt er ikke et rigtigt ansigt.

De ansatte tog ingen notits af mig, og efter lidt tid begyndte jeg at slappe af, og efterhånden blev det til en næsten normal indkøbsoplevelse.

Kvinden ved kassen lignede ikke den, der smilede (jeg tror hun smilede!) til en sundhedstruende anarkist, og bag mig i køen opdagede jeg, til min udelte glæde, en ung kvinde, som heller ikke havde mundbind på! Tilbage i bilen var jeg meget lettet, og en smule stolt over at jeg havde gjort det. Jeg var også taknemmelig over mine medborgeres (manglende) reaktion.

Jeg er ikke længere skabsmund-bindsnægter, men bare fritaget; så ser du en midaldrende herre med karsehår, briller og gråt skæg, som du kan se fordi jeg ikke har mundbind på, så er det nok mig.

Du må gerne stoppe mig og så lige linde lidt på mundbindet - det går nok - og så stikke mig et smil. Jeg lover, du får et tilbage!