Midtjyske Meninger: Dagligdagens paradokser

30. september 2020, 11.49

Foto: Martin Ballund

Her i huset er vi er altid spændte på, hvad morgendagen bringer. Vores erfaring er, at netop den dag altid har noget uventet i posen til os. Måske særlige oplevelser, der fortjener en plads i det indre skuffedarium, hvor vi gemmer den slags. Det er egentlig underligt at have positive forventninger i disse tider, skulle man mene, men sådan er det her, hvor vi har vænnet os til at tage én dag ad gangen. Måske er opmærksomheden på paradokset i sig selv, noget der styrker de positive forventninger?

Et eksempel på det uventede kunne være det, der skete, da vi for nogle dage siden ville køre ind på en af vores foretrukne parkeringspladser i Aarhus. Her blev vi opmærksomme på, at vi var ved at bevæge os ind i et område, hvor man ikke skulle åbne munden alt for meget, for så ville vi få stukket en træpind langt ned i halsen. Vi bed hurtigt tænderne sammen og satte bilen i bakgear. Den gamle sangleg om at den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde, pressede sig også på. Vi skulle bare væk.

Mon ikke fortroligheden med det uventede er med til at åbne op for glæden og den frigørende fantasi, der ellers ikke er plads til i en tid, hvor penge og magtbegær er nogle af tidens mest brugte drivkræfter for beslutninger - og helst for andres penge? Man kan sandsynligvis se mange af de magtkampe i regionen, der er rullet ud på avisens debatsider gennem længere tid, i det lys. Det er ikke den slags magtudfoldelse, der har min sympati. Jeg oplever den nærmest som en hjælpekrykke, der skal tjene til at aflede oplevelsen af en manglende evne og forståelse for god ledelse. Helt anderledes er mit forhold til den magt, der har sit udspring i en bredt favnende og vidende personlighed, som ikke har sig selv som centrum i verden, men rent faktisk arbejder for det, det handler om.

Tirsdagens avis, med dens debat og analyser af magtkampe i Venstre, fik mig til at trække tråde til de metoder, som Trump har underholdt verden med indtil nu. Her i byen ligner det dyrkelsen af en narcissisme og magtbegær fra yngre politikere, der ingen grænser kender, og et parti, der tager de forkerte beslutninger.

Jeg er selv født ind i et stærkt Venstre-miljø i Vestjylland, hvor ordentlighed var en selvfølge. At jeg nu skal opleve et moralsk og kulturelt forfald blandt politikere på ledende poster her i Silkeborg, havde jeg ikke forventet.

Sådan er det.