BSH skabte uventet spænding i Gudme

Bjerringbro-Silkeborg var på hælene mod GOG, men rakte ud efter point i slutfasen

11. september 2021, 17.55

Jacob Lassen scorede tre hurtige mål til sidst, men det var ikke nok for Bjerringbro-Silkeborg. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg var ikke levnet mange chancer i lørdagens udekamp mod GOG, men gæsterne leverede et flot comeback og var tæt på at få point med fra opgøret, som de sydfynske favoritter vandt med 31-30 foran 1712 tilskuere i Gudme.

Gæsterne var på hælene i indledningen og kom hurtigt bagud med 5-1. Nikolaj Øris og Ludvig Hallbäck havde en dårlig periode på et par minutter, og fejlene blev straffet prompte af GOG. Værterne blev ført an af en veloplagt Mathias Gidsel, der blandt andet profiterede af en tidlig udvisning til René Toft Hansen.

BSH kom tilbage på 5-3 og fik en gylden mulighed, da værternes Emil Lærke modtog et direkte rødt kort for at plante en hånd i ansigtet af Nikolaj Øris. Men gæsterne formåede ikke at udnytte svækkelsen af den fynske defensiv, og midtvejs i første halvleg havde GOG øget til 11-6.

Umiddelbart inden var René Toft Hansen blevet udvist for anden gang, og helten fra den seneste kamp mod Mors-Thy, Jacob Lassen, virkede ved siden af sig selv, da han kom på banen i samme periode. Det udnyttede GOG ved at udbygge føringen til seks mål.

Gæsterne savnede desuden redninger i åbent spil, og selvom Johan Sjöstrand fik afvist to straffekast, var det slet ikke nok for den svenske profil. Indskiftede Mikkel Løvkvist nåede at nappe to skud frem mod pausen, hvor BSH kortvarigt fik bragt det fynske forspring ned på tre mål. Ikke desto mindre kunne GOG gå til pause med en føring på 17-12, som virkede ganske retvisende.

Fra anden halvlegs start var der flere muligheder for BSH, der blev hjulpet godt på vej af Mikkel Løvkvist, der for alvor begyndte at tage fra i målet. Men GOG-keeper Viktor Hallgrimsson diskede også op med flere store redning, og GOG formåede derfor at fastholde det komfortable forspring.

Den unge BSH-keeper fortsatte dog storspillet, og i den anden ende fik gæsterne skudt hul på Viktor Hallgrimsson. 21-16 blev til 22-21, og med godt 17 minutter tilbage måtte hjemmeholdet tage timeout.

Det forhindrede dog ikke Mads Kjeldgaard Andersen i at udligne til 22-22, og med syv minutter tilbage på uret var det fortsat helt lige ved stillingen 26-26. Cheftræner Patrick Westerholm tog timeout, og i det efterfølgende angreb var BSH tæt på at tage føringen, men en stor redning af Thorbjørn Bergerud forhindrede Alexander Lynggaard i at score.

Samme skæbne overgik Mads Kjeldgaard Andersen, inden Simon Pytlick øgede til 27-26, og da Alexander Lynggaard modtog sin tredje udvisning for at bremse en kontra, så det igen svært ud for BSH.

I en hektisk slutfase fik GOG øget til 30-27, og selvom Jacob Lassen nåede tre fuldtræffere i de sidste minutter, måtte BSH se sig slået med 31-30. Den sidste scoring satte Jacob Lassen ind i sidste sekund, men denne gang rakte det altså ikke til point.

Indlæser debat...