Erhvervschef om it-branchen: Silkeborg er godt stillet

Silkeborgs it-udvikling har været markant gennem de seneste år. Rekordmange er beskæftiget indenfor sektoren, og den største udfordring er i øjeblikket at få kvalificerede it-eksperter nok

Udgivet:22. november 2022, 17.00

Læsetid:4 minutter

Erhvervschef Peter Fabricius peger på, at it-virksomhederne er en voksende erhvervsgruppe i Silkeborg. Og det er godt. It-virksomheder udemærker sig blandt andet ved ofte at kunne skabe stor vækst. Foto: Martin Ballund

Simon Kjær Jensen
Journalist| skj@midtjyllandsavis.dk

It-branchen har gode år i Silkeborg.

Det står klart, hvis vi dykker en smule ned i tallene. Fælles for dem er, at de vidner om en opblomstring af arbejdspladser indenfor it, der ikke alene kan måle sig - men sågar slå de gennemsnitlige vækstniveauer for hele Region Midtjylland.

Erhvervshus Midtjyllands nyeste tal, som er fra 2020, viser, at cirka ni procent af den samlede private beskæftigelse i Silkeborg Kommune er indenfor it. Det er over gennemsnittet for regionen og giver Silkeborg en tredjeplads - kun overgået af Aarhus og Skanderborg.

Cirka halvdelen af de it-beskæftigede i Silkeborg er direkte ansat indenfor it-branchen, mens den anden halvdel er personer med en it-uddannelse eller it-stilling i andre brancher.

- Silkeborg står godt stillet. De nyeste opgørelser viser, at virksomheder i Silkeborg er gode til at skabe jobs generelt - og specifikt indenfor it ligger vi i toppen i regionen målt på antallet af it-beskæftigede. Silkeborg har historisk ligget godt til, når vi ser på antallet af it-virksomheder og arbejdspladser, siger Peter Fabricius, erhvervschef i Silkeborg Business, der gennem sit arbejde ofte besøger og taler med egnens it-virksomheder.

En anden indikator på it-branchens tilstand er, i hvor stort et omfang virksomhederne deltager i nationale programmer, der yder tilskud til it-udvikling. Og her klarer Silkeborg sig også godt.

Med 50 deltagere per 1000 virksomheder fra 2019 til 2021 ligger Silkeborg ifølge Erhvervshus Midtjylland langt over regionsgennemsnittet. Det vel at mærke i Region Midtjylland, der samtidig ligger langt over niveauet på landsplan.

Stejl udvikling

På både nationalt og regionalt niveau har udviklingen af antallet af it-beskæftigede været markant. Og Silkeborg er ingen undtagelse.

Ifølge opgørelsen fra Erhvervshus Midtjylland er mængden af it-jobs steget med hele 16 procent fra 2015 til 2020 i Silkeborg Kommune. Det er lidt over regionsgennemsnittet.

- Vi kan se, at flere af Silkeborgs store it-arbejdspladser har været dygtige til at skabe arbejdspladser. Og så er der en underskov af mindre og mellemstore it-virksomheder, som trives i vores område. Dertil kommer, at op mod 2000 nye borgere kommer til hvert år, og her er der også flere, der tager deres virksomhed med til Silkeborg, siger han og forsætter:

- Udover en ny borger får vi også en ny virksomhed med over kommunegrænsen. Der er også flere it-virksomheder, der er flyttet til vores område, fordi vi ligger godt geografisk i forhold til at finde medarbejdere, der bor i hele regionen.

Potentiel væksthæmmer

Den stejle vækst i behovet for it-arbejdskraft både nationalt og lokalt kommer dog ikke uden udfordringer.

It-virksomhedernes efterspørgsel på specialiseret arbejdskraft er enorm, og mængden af uddannede software-ingeniører, programmører og lignende dækker ikke behovet. Det er også en sang, man hører, når man besøger lokale it-virksomheder. Ja, faktisk kæmper man i Silkeborg en lidt ulige kamp med Aarhus og de aarhusianske it-giganter om særligt de nyudklækkede talenter. De tiltrækkes af de gigantiske virksomheders ansættelsesforhold og studiebyens byliv. Noget, der blandt andet bekræftes af tallene fra Erhvervshus Midtjylland, hvor Aarhus er i en liga for sig, når det kommer til mængderne af it-beskæftigede.

Peter Fabricius genkender billedet af rekrutteringsvanskelighederne blandt it-virksomhederne i Silkeborg. Han hæfter sig ved, at ledigheden generelt er lav i Silkeborg, og at det derfor ikke udelukkende er en isoleret it-tendens.

- Rekruttering af arbejdskraft er en udfordring i flere brancher. Også for it-virksomhederne i Silkeborg, siger erhvervschefen.

- Og det er selvfølgelig en potentiel væksthæmmer for branchen, hvis den ikke får fat i de rette kompetencer, tilføjer han.

Gode evalueringer

Helt bag om dansen er Silkeborg dog ikke, mener Peter Fabricius. Han hæfter sig ved, at Silkeborg som område også har masser at byde på i forhold til at tiltrække de eftertragtede it-specialister. Både rent jobmæssigt og privat.

- Silkeborg er en attraktiv by at bo og arbejde i. Og så har Silkeborg et godt omdømme i hele landet. Det er en klar fordel, siger han, og forklarer videre, at de i evalueringerne af de såkaldte »jobcrawls« for maskiningeniører, maskinmestre og bygningskonstruktører oplever, at 80 procent ser positivt på at arbejde i Silkeborg-området, efter de har besøgt lokale virksomheder.

- Når først de har fået øje på mulighederne i Silkeborg, overvejer de fleste at arbejde i Silkeborg. Det er en god nyhed, siger han.

Mens it-folket ifølge erhvervschefen tager godt imod Silkeborg, er der også grund til, at Silkeborg byder dem hjerteligt velkommen. Peter Fabricius ser i kraft af sin position hos Silkeborg Business selvfølgelig lyst på, når alle former for virksomheder slår sig ned i Silkeborg. Alligevel hæfter han sig ved, at it-virksomhederne har et særligt potentiale, når det kommer til udvikling og vækst.

- Vi kan se, at it-branchen i Silkeborg er godt repræsenteret på de gazelle-lister, der offentliggøres årligt. Ofte høster it-branchen flere gazeller end andre brancher på grund af deres mulighed for vækst i arbejdspladser og omsætning, siger han.

Indlæser debat

Mere interessant læsning

Mest læste

Erhverv

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere