Midtjyske Meninger: Påfaldende - Perfekt - Preben

30. oktober 2020, 10.30

Foto: Martin Ballund

Der bor en mand i mit kvarter. Lad os kalde ham Preben. Stor og flot. En lille smule bleg. Han er i halvtredserne - plus/minus.

Meget små shorts, meget behårede kraftige ben. Shorts’ene er de velkendte H2O fra start-halvfemserne; ultrakorte, fire kontrastfarver i blokke, hvide kantbånd, meget høj slids på ballen. Faktisk vil jeg vurdere, at man kan se næsten 50% af Prebens store flotte baller. Imponerende, at de shorts har overlevet næsten 30 år hos Preben, for han presser sømmene til max, når han kommer joggende henad Sølystvej.

Hvad skal der på? - der skal fart på! Og Preben puster og pruster. Det går stærkt, og det er yderst smertefuldt at se på ...

Preben er bare helt perfekt - også i sine lidt for små shorts. For Preben er helt ligeglad. Han kan bare godt lide at få lidt luft og forbrænde en citronmåne i ny og næ. Og det har han al mulig ret til - også uden at det halve af Alderslyst står og glor efter ham.

Læs også
Helle går imod hverdagsfanatismen
+Abonnement

Det er underlig tid, vi lever i, hvor vi har opsat idealer for os selv og hinanden, som ingen af os kan leve op til. Vi får stress og råber af vores unger i Kvickly før lukketid, - men vi har det helt rigtige træningstøj, og der er vegansk smør og blomkålsris på bordet.

Måske er det endda især os mødre, der får presset hinanden ind i et urealistisk perfekthedsideal, lige fra vi er vært for den første mødregruppe med vores første lille guldklump. Hjemmebagte glutenfri boller og kaffe brygget på engletårer. Hjem, job, børn. Det hele skal være lige i øjet.

Man skal kunne drikke en kasse Champagne om lørdagen, løbe et maraton om søndagen og redde verden mandag morgen - helst inden den første cortado - naturligvis iført en Stine Goya-kjole fra den bæredygtige kollektion - str. 36 naturligvis.

Det kommer måske som et chok, men rigtige kvinder har hår på storetåen og rynker og flommet maveskind. Men hvor pokker er de rigtige kvinder henne i mediebilledet, i reklamer og magasiner - og i virkeligheden?

De rigtige mænd er tilsyneladende ude på Sølystvej i deres små shorts.

Vi kvinder har nemlig bildt os selv ind, at er der bare én ting, der ikke spiller; shorts’ene, tempoet eller måske størrelsen på vores bagdel, - så kan det hele være ligemeget.

Tag det som en udfordring: Løb en tur i aften iført dine ældste hullede joggingbukser, også selvom du må gå efter 200 meter og igen efter 300. Selvom du sveder og pruster og måske slår en lille ufrivillig prut.

Hvorend det er muligt for dig i dit liv, stræb efter at være som Preben.

Gør som Preben ... Vær kold ... Vær Preben ...