Midtjyske Meninger: Halløj på plejehjemmet

20. juli 2020, 12.35

Foto: Martin Ballund

Skulle der være nogle gode mennesker, der finder overskriften upassende, så vil følgende fortælling fra virkeligheden til gengæld være lystlæsning for de krænkelseshungrende. Sådan blot til advarsel.

Hovedpersonen i min lille fortælling er min gamle rødhårede faster, der forlod Tjæreborg og det flade marskland for at blive uddannet som sygeplejerske i København. Her forelskede hun sig i en patient. En meget charmerende københavner. Til næsten hele familiens fordømmelse og forargelse, levede de herefter sammen som par, men i hver sin lejlighed og uden at være gift. Her i huset har vi altid sat stor pris på dem begge. Der var en umiddelbar optimisme, frihed og glæde over dem.

Han var uddannet tjener og arbejdede på de fineste steder i byen, men blev slået ud af branchens mest almindelige arbejdsskade. Alkoholen. Som tjener fik han med tiden sin gang på mere ydmyge steder, mens han drømte om at få sit eget lille spisested med klipfisk, stærk sennep og snaps.

En anden drøm, hvor de så sig selv som indehavere af et plejehjem, flyttede dem på et sent tidspunkt til Jylland og et nyt liv der. De var jo et perfekt par med deres kombination af professionel service og en erfaren sygeplejerske. Det blev i Randers. De fik tilladelsen, mod at de giftede sig. Her flyttede de ind i en af de store hvide villaer i byens fineste kvarter, hvor de rige kunder kunne betale for den ekstra gode pleje og omsorg - og føle sig hjemme.

Vi blev inviteret til at se plejehjemmet med efterfølgende middag med klipfisk, stærk sennep og snaps. Vi skulle selvfølgelig overnatte. De fortalte, at de havde måttet skælde et ægtepar ud, da de havde overrasket dem i at opføre sig upassende sammen - og så i deres alder. Under vores besøg kom der et bud, der udviste en adfærd, som ville han helst være usynlig. Han skulle hente en pakke pornoblade til en kiosk i byen. Plejehjemmet havde gode kontakter i hovedstaden.

Under middagen, med »klipfisk, stærk sennep og rigeligt med snaps«, oplevede vi, at min fasters mand fik et anfald af delirium. Han var helt ude af sig selv, bogstaveligt talt. Da vi skulle gå til ro, kunne vi høre høje skrig fra et sted i huset. De kom fra min faster, som fik bank.

Efter utallige klager til kommunen blev bevillingen taget fra dem. De flyttede tilbage til København. Nogle år efter blev min faster fundet siddende død i en lænestol med sin elskede cerut mellem fingrene. Gløden var slukket. Tilbage var fortællingen om et liv, der blev levet i rummet mellem drømme og muligheder.

Den kan hverken tidens syge krænkelses- eller ansvarsfri godhedskultur ændre på. Her er al fest afblæst. Og hvor er deres drømme - deres virkelighed?