MTB-sport contra naturoplevelser i skovene

12. januar 2021, 12.46

KONFLIKTER Naturen omkring Silkeborg er vidunderlig. Med flotte, spændende skove samt herlige søområder. Silkeborgs natur bliver brugt som aldrig før. Vandreture i skovene, langs søerne på små og store stier, hvor skovens dyre- og planteliv kan opleves. Eller som digteren skrev i en højskolesang »I skovens dybe og stille ro«. Hvis det er det, man gerne vil opleve.

Motionere, løbe eller cykle en tur, på almindelig cykel eller MTB-cykel. Det er også skønt og en mulighed, alt efter hvad man er til. Der skulle gerne være plads til alle, men en interesse er begyndt at dominere meget i skoven.

Derfor alle MTB-folk: brug de fantastiske spor, der er masser af udfordringer i dem og overlad så de små stier og mindre skovveje til øvrige skovbrugere

Steen Malling Andersen

Vi har nu fået et fantastisk, flot, udfordrende og godt lavet MTB-spor i Vesterskoven. Kåret som et af de bedste i Danmark. Det er blevet en succes og trækker virkelig mange MTB-entusiaster til. Måske for mange.

Jeg cykler også i skoven på MTB, men bruger også skoven til vandre- og gåture året rundt. Derfor ser jeg brugen af skoven fra to synsvinkler. En sportslig vinkel og en naturoplevelsesvinkel. Og de to kan kollidere og skabe splid, hvilket også er sket.

Hovedparten på MTB bruger sporene, og det er rigtig fint, men nogle bruger også skovenes mindre stier. F.eks. ved Assing Hoved, rundt om »Brillerne«, og langs med søerne. Små vandrestier, der flere steder, bliver kørt op og ender som større eller mindre mudderpøle her i den fugtige vintersæson. Det er ikke godt.

Ligeledes kan man opleve en større eller mindre gruppe af MTB-kørere komme susende, på sti og skovveje. Her bliver farten mange gange ikke nedsat. Det er heller ikke godt. Der er dog heldigvis en del på MTB, der tager hensyn til anden færdsel på stierne og skovvejene.

Skov- og Naturstyrelsen har sat enkelte forbudsskilte op om cykling forbudt på mindre stier, og henviser til at bruge sporene. Ikke alle steder bliver dette respekteret. Jeg er imod forbud og vil nødig se flere af dem i skoven.

Derfor alle MTB-folk: brug de fantastiske spor, der er masser af udfordringer i dem og overlad så de små stier og mindre skovveje til øvrige skovbrugere.