Vi må ikke tabe den næste vigtige generation

Udgivet:19. januar 2023, 09.53

Læsetid:2 minutter

Af Kim Larsen. Sølystvej 53 Silkeborg

2 måneder siden

TRYGFONDEN Jeg er oprigtigt bekymret for mistrivslen blandt børn og unge. Stress, ensomhed, angst og en række andre psykiske lidelser, er blot nogle af de udfordringer, vores næste vigtige generation kæmper med.

Min bekymring deles af vores statsminister, og emnet fyldte meget i nytårstalen. Jeg ser frem til at se, hvilke indsatser vores nye regering sætter i søen. Men problemet kan ikke kun løses centralt og udelukkende finansieres af vores fælles og begrænsede midler. Derfor er det godt at se, at der også prioriteres indsatser lokalt i kommunerne og foreningerne, der bidrager til at vende udviklingen i en positiv retning.

Desværre er de økonomiske kræfter også begrænsede i både kommuner og foreninger, så heldigvis findes der private fonde, som både kan og vil bidrage. Herunder Trygfonden, der er en af de mest kendte fonde i Danmark, der støtter almennyttige formål. De fleste har nok hørt om hjertestartere, hjerteløbere, besøgshunde og livreddere - men rigtig mange små og store projekter støttes årligt med meget store beløb. I 2022 op mod 650 mio. kr. til tryghedsskabende aktiviteter i hele landet.

Fra 23. januar er der valg til repræsentantskabet for Tryghedsgruppen i Region Midtjylland. Her vælges de 16 personer, der de næste fem år blandt andet har indflydelse på Tryghedsgruppen, der både er hovedejer af Tryg, og står bag Trygfonden. Repræsentanterne er med til at bestemme, hvordan en del af Trygfondens midler skal uddeles til projekter i Region Midtjylland.

Hvis jeg bliver valgt til repræsentantskabet, vil jeg prioritere indsatser, der øger trivsel og tryghed for vores børn og unge, blandt de rigtigt mange forslag i Trygfondens indbakke. Jeg vil have fokus på indsatser i både by og på landet, for det er bestemt ikke kun i storbyerne, at indsatserne kan fremme trivsel og tryghed.

Selv er jeg en »rigtig midtjyde«, og har boet i Silkeborg i over 50 år. Jeg har stor erfaring i bestyrelsesarbejde i foreninger, og har et stort hjerte for dem i vores samfund, der har det svært. Så jeg glæder mig til komme med i »maskinrummet« og dermed være med til at prioritere indsatserne i vores region.

Trygs kunder i Danmark er medlem af Tryghedsgruppen og kan stemme til valget. Hvis du er medlem, får du direkte besked omkring valget, der starter 23. januar og slutter 10 februar. Jeg håber på en lokal stemme fra dig.

Indlæser debat