Frivillige bliver fejret på fredag

Samme dag bliver der givet en pris til en ildsjæl på det frivillige sociale område

21. september 2021, 06.37

Sidste år var det foreningen SUP for Alle, der fik årets frivilligpris.

SILKEBORG Der bliver uddelt rundstykker til pendlere på stationen og en pris til årets frivillig, når der på fredag er Frivillig Fredag.

Det er den årlige dag, hvor der bliver sat fokus på frivillighed.

- Fra morgenstunden deles rundstykker ud på stationen for at fejre frivilligheden og sprede ordet om Selvhjælp Silkeborg til potentielle deltagere og frivillige, fortæller Lea Gaulshøj Thomsen, der er daglig leder af Selvhjælp Silkeborg.

Hun understreger, at rundstykke-uddelingen selvfølgelig vil ske corona-sikkert.

Selvhjælp Silkeborg har samme dag jubilæumsreception i Lunden med deltagelse af blandt andet socialudvalgsformand Helle Gade og et par andre byrådspolitikere.

Om fredagen bliver årets frivillig pris også uddelt. Den går til en eller flere personer, organisationer eller netværk, der har ydet en særlig frivillig indsats på det sociale område.

Sidste år var det foreningen SUP for Alle, der modtog prisen. Det er en forening, der hjælper mennesker med fysiske og psykiske livsudfordringer til gode oplevelser på vandet med stand up paddling.

Indlæser debat...