Silkeborg-Voel klar til kvartfinalen efter vildt drama

1. divisions tophold pressede Silkeborg-Voel til det yderste, men gæsterne levede akkurat op til favoritværdigheden efter to gange forlænget spilletid

25. september 2020, 21.08

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel avancerede fredag aften til pokalturneringens kvartfinaler, men ligaholdet måtte slide hårdt for sagen mod EH Aalborg, som længe var i front. Til sidst måtte 1. divisions tophold dog se sig slået med 33-40 efter to gange forlænget spilletid.

Inden kampen blev fløjen Anna Lillesø hyldet af sin tidligere klub, som hun forlod i utide, da coronakrisen førte til en aflysning af sæsonen 2019/2020. Det var dog en anden tidligere Aalborg-spiller, der først markerede sig i Nørresundby Idrætcenter, hvor Julie Jensen stod for gæsternes to første scoringer.

Bagspilleren var dog den eneste, der fandt vej til netmaskerne i indledningen, og efter små fem minutters spil måtte cheftræner Jakob Andreasen tage timeout, da nordjyderne havde bragt sig foran med 4-2.

Efter et lille kvarters spil kom Silkeborg-Voel tilbage på omgangshøjde, da Julie Jensen udlignede til 7-7 med sin fjerde fuldtræffer i opgøret. Bagspilleren havde dog et tilsvarende antal afbrændere - blandt andet på et straffekast. Hun fortsatte dermed de svingende takter fra de seneste kampe.

Sideløbende blev Naja Frøkjær, Louise Ellebæk, Annika Jakobsen, Anna Lillesø og førstekeeper Stine Bonde sendt på banen, men rokaden havde ikke den ønskede effekt, og kort efter havde aalborgenserne etableret en tremålsføring.

Med en redning på et straffekast forhindrede indskiftede Stine Bonde dog hjemmeholdet i at komme foran med fire, og efterfølgende blev en scoringspause på over ni minutter brudt, da Anna Lillesø reducerede til 10-8.

Det gav Silkeborg-Voel blod på tanden, og i slutningen af første halvleg havde værterne meget svært ved at finde huller i den grønne mur, der gav gode arbejdsbetingelser for Stine Bonde. Med tre scoringer i træk overtog gæsterne kortvarigt føringen, men efter de første 30 minutter var det helt lige ved stillingen 12-12.

Fra anden halvlegs start hamrede Voel-talentet Emma Laursen hjemmeholdet i front med sin femte scoring, og det blev begyndelsen på nogle tunge minutter for gæsterne, der kom bagud med 15-12.

Fra sidelinjen efterlyste Jakob Andreasen mere tempo i angrebsspillet, men spillerne havde svært ved at omsætte cheftrænerens ord til handling, og det var med en vis irritation i stemmen, at de grønne gæster blev kaldt sammen til timeout ved stillingen 18-16.

Silkeborg-Voel havde dog stadig små 20 minutter at gøre godt med, og selvom den lod vente på sig, blev udligningen en realitet i tiden 51.28, hvor Annika Jakobsen gjorde det til 23-23. Kort efter kom gæsterne foran ved Mathilde Kristensen, og fire minutter før tid var den ventede sejr under opsejling, da Hege Bakken Wahlquist udbyggede føringen til 25-27.

Silkeborg-Voel nåede også at komme foran med tre, men i en dramatisk slutfase pressede EH Aalborg igen på, og i sidste sekund fik nordjyderne udlignet til 28-28.

EH Aalborg åbnede den forlængede spilletid med bolden, men Silkeborg-Voel slap bedst fra de første fem minutter, hvor Louise Ellebæk scorede to gange, og det var først i sidste øjeblik, at værterne fik udlignet til pausestillingen 30-31.

Det gav tilsyneladende EH Aalborg fornyet energi, og overraskelsen lurede igen, da det lykkedes for Emma Laursen at udligne til 31-31. Det var også stillingen efter 69 minutters spil, men 43 sekunder før tid scorede Jane Schumacher på sin egen ripost.

Igen lykkedes det dog for EH Aalborg at udligne i de døende sekunder, og på et frikast efter tid tordnede Julie Jensen bolden på overliggeren fra distancen. Der skulle derfor yderligere to gange fem minutter til.

Endnu en gang kom ligaholdet bedst fra land, og to scoringer fra Louise Ellebæk sendte Silkeborg-Voel på 32-34. EH Aalborg fik efterfølgende reduceret, inden Eira Aune gjorde det til 33-35 efter 75 minutters pokalhåndbold.

Louise Ellebæk slog til for syvende gang lige efter sidebyttet, og denne gang lod gæsterne ikke tremålsføringen at glide af hænde. Stine Bonde lukkede effektivt af i målet, og efterfølgende øgede Julie Jensen til 33-37.

Den sidste spænding forduftede, og jublen var stor i ligaholdets lejr, da det forløsende slutsignal lød ved stillingen 33-40.