
SIF-sejr: Oggesen sikrede ny superligasæson
Det blev aldrig nogen stor kamp i Horsens, hvor SIF måtte se VAR annullere to scoringer. Men en sen scoring af Andreas Oggensen reddede dagen
Udgivet:19. maj 2023, 21.02
Læsetid:2 minutter
Andreas Oggesen og Pelle Mattsson var i højt humør efter scoringen. Foto: Bo Amstrup/Rittzau Scanpix
5 måneder siden
FODBOLD Silkeborg IF er sikker på også at spille Superliga i næste sæson. Efter en kamp, der langt fra var nogen stor oplevelse, sikrede indskiftede Andreas Oggesen sejren i overtiden på et hovedstød. Dermed er SIF 100 procent sikker på også at være i landets bedste række i næsten sæson.
Det lignede ellers en forestilling uden mål, men i overtiden headede Oggesen bolden i mål, og så var der ellers jubel foran de knapt 600 SIF-fans i Horsens,
SIF-træner Kent Nielsen havde for anden kamp i træk skubbet Stefan Thordarson op bag frontangriber Tonni Adamsen - noget cheftræneren ser ud til at overveje som en varig løsning. Samtidig var Søren Tengstedt foretrukket fremfor Sebastian Jørgensen på den anden 10’er plads
Derudover var Anders Klynge tilbage på den centrale midtbane, hvor han spillede sammen med Pelle Mattsson og Mark Brink.
SIF’erne kom bedst fra start, og indenfor de første fem minutter havde SIF’erne optræk til tre større chancer.
Alligevel tilfaldt den første store chance AC Horsens, da Oliver Sonne ikke fik dømmet op på højrekanten, og den efterfølgende afslutning fra Anders K. Jacobsen røg centimeter forbi SIF-målet.
Resten af halvlegen var yderst chancefattig og endte uden en afslutning på mål, SIF havde alt for mange boldtab på modstandernes halvdel, så SIF’erne tog ikke vare på de muligheder, som holdet var tæt på at skabe.
Tre minutter før pausen kom endelig forløsningen - troede SIF’erne. Tonny Adamsen fik alt for lidt ud af en friløber, men bolden sprang hen til Stefán Thordárson, der sendte bolden i nettet. Efter et længere VAR-tjek blev målet imidlertid annulleret, og så kom dagens hidtil højeste jubelbrøl på Horsens-arenaen.
Efter turen i omklædningsrummet fortsatte opgøret i samme spor. Chancer var der meget få af, men Horsens fik mere spil. Samtidig var det lige ved at Lukas Engel var ved at give Horsens en kæmpe mulighed i det lille felt, men SIF’eren fik selv reddet kastanjerne ud af ilden.
Efter en time sendte Kent Nielsen Alexander Lind og Lasse Vigen på banen i stedet for Tonni Adamsen og Søren Tengstedt. Det ændrede det ikke det helt store, selvom Alexander Lind var langt bedre til at holde fast i bolden.
Efter 77 minutter var SIF-fansene igen oppe og juble. Pelle Mattsson sendte bolden i nettet, efter Lasse Vigen headede på overliggeren, men igen fandt et VAR-tjek en offside - igen på Stéfan Thórdarson. Nedtur for SIF’erne,
Det åbnede kampen. Begge hold gik efter en scoring, og Nicolai Larsen måte diske op med en stor redning for at holde hjemmeholdet fra fadet.
I overtiden kom så afgørelsen, og dermed kan SIF’erne for alvor gå ind til weekenden med en smil.