Mindeord: Magna var et åbent og humoristisk menneske

Magna Sørensen, der stammede fra Vinderslev, blev 97 år

23. august 2019, 12.30

Magna Sørensen var en humorist, der altid fandt ting at more sig over. Groteske eller pinlige situationer blev vendt til smil og sjov. Hun var født som Magna Rasmussen i Vinderslev og meget af hendes familie er bosiddende i Silkeborg og Kjellerup.

MINDEORD: Torben Ulrich Sørensen, Lindholmvej 12, Aarhus N, har skrevet følgende mindeord over sin mor, Magna Sørensen:

Den 18. August sluttede et langt liv, da Magna Sørensen stille sov ind på plejehjemmet Vestervang 44 i Aarhus C, hvor hun boede de sidste to et halvt år af sit liv.

Magna Sørensen blev født i Vinderslev den 29. April 1922 som én af i alt syv søskende. Som 14-årig kom hun efter syv års skolegang på arbejdsmarkedet som hjælp i huset på gården hos familien Skorstensgaard i et års tid.

Arbejdslivet blev derefter frem til 1950 som hushjælp på Skælskør Gigtsanatorium, Aabenraa Sygehus og Sct. Josefs Hospital i Aarhus.

Efter at have fået børnene Ruth (1943) og Torben (1951) arbejdede Magna på forskellige fabrikker i Aarhus som fiskefabrikken i Gl. Munkegade, rugbrødsfabrikken i Studsgade og Jul. A. Jørgensen (Göteborg Kex) i Helsingforsgade. I 1970 måtte hun på grund af sygdom forlade arbejdsmarkedet og komme på førtidspension.

Et meget vidende menneske trods kort skolegang forlader os nu. En af Magnas passioner var krydsord. Den bibragte på forunderlig vis Magna stor viden og indsigt. En anden passion var bankospillet.

Døren til Magnas hjem var altid åben og hjemmet blev flittigt brugt af gæster.

Da hendes søn i slut-tresserne inviterede fremmede personer til at overnatte, var svaret: velkommen. Det på trods af at hjemmet var en 2-værelses lejlighed med fælles toilet på bagtrappen og bad i kælderen. Denne åbenhed var med til at en niece kaldte hende for hippiemoster.

Hendes stædighed og vilje var i høj grad med til at hun blev 97 år. Hun boede på 2. sal på Vestre Ringgade, til hun blev 94, hvor hun med en smule rengøringshjælp fra kommunen klarede alt selv.

De sidste år var dog fyldt med uheld og sygdom. Derfor kom afslutningen ikke som noget tungt; men nærmere som en befrielse.

Magna Sørensen efterlader sig to børn, fire børnebørn, syv oldebørn og to tipoldebørn.

Æret være hendes minde