Leder: Den daglige linedans

25. januar 2021, 12.48

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Gode folk gjorde mig i weekenden opmærksom på, at Midtjyllands Avis var genstand for skarpsleben debat på de sociale medier.

På Venstre-manden Jarl Gorridsens byråds-facebookside skrev eventmageren Oliver Zähringer, at »MJA metodisk går efter at skade Venstre,« og at vi »ikke bestiller andet end at dyrke »splittelsen« i deres tabloid-agtigt og »click-bate« drevne journalistik, der systematisk bla. har til formål at skade de borgerlige partier.« Oliver Zähringer skriver konkluderende, at vores største mission er at jorde Venstre for enhver pris.

Et andet sted på den amerikanske kommunikationsplatform skrev Per Nørgaard Smed på den byudviklings-interesserede Steen Konradsens side, at: »Hvis der er nogen der har og dækker »ryggen« på Venstrefolket her i Silkeborg, så er det chefredaktøren Hans Krabbe! Han vil selvfølgelig altid påstå at avisen, han repræsenterer, er politisk neutral. Men han har umådeligt svært ved at leve op til det og efterleve det at være upolitisk og i den sammenhænge objektiv.«

Og når vores virke i løbet af en og samme weekend kan afføde to så modsatrettede analyser fra et par af områdets flittigste tastatur-ryttere, så tænker jeg, at vores redaktionelle kurs nok ikke er helt til hest

Hans Krabbe i dagens leder

Ved første øjekast bliver man trist over den slags meningstilkendegivelser. Især de mere Trump-inspirerede udsagn. Så indfinder ilterheden sig. Men kun kortvarigt. For hurtigt kommer reflektionen over, hvad de to silkeborgenseres ytringer i virkeligheden er udtryk for: Nemlig at vi som lokalt medie fylder noget, har en rolle at spille og dagligt er en faktor i nyhedsformidlingen om stort og småt på Silkeborg-kanten. Og ikke mindst lysten til at debattere.

Så i stedet for at gå i sort bliver skriverierne om os en ekstra drivkraft og motivation i vores daglige arbejde. Det betyder blot, at vi vil lægge os ekstra i selen for at beskrive eksempelvis unøjagtigheder i lokale valghandlinger og den uro, der kan opstå, når et stort oppositionsparti skiller sig af med sin borgmesterkandidat. Journalistik om den slags kan være ubehagelig for de involverede. Men den er nødvendig, hvis et lokalområde ellers skal kunne læne sig op af en avis, der både dækker rød og blå og sol og mørke.

Jeg tror faktisk, de er misundelige i nabokommuner som Skanderborg og Favrskov.

Og når vores virke i løbet af en og samme weekend kan afføde to så modsatrettede analyser fra et par af områdets flittigste tastatur-ryttere, så tænker jeg, at vores redaktionelle kurs nok ikke er helt til hest.

Så iført et frisk lag teflon og en nypudset pyt-knap, så er vi mere end klar til et 2021, hvor vi glæder os til at være Silkeborgs foretrukne nyhedsmedie og væsentlige debatplatform.

Et 2021, hvor den daglige linedans bliver vigtigere end nogensinde, fordi vi konstant vejes på en guldvægt.

Og tak for det.