Vacciner booster antallet af bookinger på Airbnb markant

Bookingportal melder om øget omsætning og flere bookinger, i takt med at verden slipper ud af pandemiens greb.

14. maj 2021, 05.16

Airbnb har trods store tab klaret sig bedre end flere af sine største konkurrenter under pandemien. (Arkivfoto)

SAN FRANCISCO Bookingplatformen Airbnb slog analytikernes forventninger til både omsætning og antallet af reservationer i første kvartal.

Det viser selskabets regnskab for perioden januar til marts.

Det totale antal reservationer steg med 52 procent i forhold til samme periode sidste år til 10,29 milliarder dollar svarende til godt 63 milliarder kroner.

Analytikere havde forventet reservationer for 6,93 milliarder dollar - altså næsten 3,5 milliarder mindre.

I samme periode steg Airbnb's omsætning med 5,4 procent til 887 millioner dollar. Det svarer til cirka 5,5 milliarder kroner og er også bedre end analytikernes forventninger, der lød på 714 millioner dollar.

Den bedre end forventede udvikling skyldes især, at løsnede restriktioner og udrulningen af vacciner verden over har fået flere til at booke boliger på platformen - blandt andet i Frankrig, Storbritannien og USA.

Det oplyser selskabet, der forventer endnu mere fremgang, i takt med at flere lande langsomt lægger pandemien bag sig.

- Verden kommer aldrig til at se ud, som den var, og det betyder, at rejsetrafikken aldrig rigtig kommer til at blive, som den var.

- Men rejser er på vej tilbage. Og selv om forholdene endnu ikke er normale, så forbedrer de sig, og vi forventer et rejsecomeback, der er ulig noget, vi har set før, lyder det i en meddelelse.

Selskabet oplyser dog, at det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt fremgangen i antallet af reservationer fortsætter med samme hast i anden halvdel af året.

Airbnb har generelt klaret sig bedre end flere af sine største rivaler under pandemien. Det skyldes blandt andet, at folk er blevet tiltrukket af platformens muligheder for at leje store boliger og lejligheder væk fra de større byer.

På trods af den voksende omsætning registrerede Airbnb et tab på 1,2 milliarder dollar eller knap 7,4 milliarder kroner i første kvartal.

Det skyldes blandt andet tilbagebetaling af lån og opsigelse af overflødige lejemål.

/ritzau/Reuters

Indlæser debat...