Cykel-succes: Tour de Thorning cyklede masser af penge ind til HT87

Lørdag cyklede 79 ryttere i alt 122.000 kroner ind til håndboldklubben i Thorning

Udgivet:11. september 2022, 13.19

Læsetid:3 minutter

79 cykelryttere klar til start i dette år Tour de Thorning. Privatfoto

THORNING Det 26. sponsor-cykelløb, »Tour de Thorning«, blev afviklet for første gang på en lørdag. Denne gang i forbindelse med arrangementet »Thorning 2.2 I Live«.

Igen i år var hovedpræmien en mountainbike, og det blev Holger Papsø (11 år) der kunne modtage denne sammen med et velfortjent bifald. Han formåede at køre det største samlede beløb ind, det vil sige 21.680 kr.

Sidste års deltagertal var lavt og arrangørerne kunne måske frygte at et corona-lockdown havde haft for stor indflydelse.

Læs også på ditkjellerup.dk
<span>God opbakning:</span> Thorning viste flaget <span>God opbakning:</span> Thorning viste flaget
Læs også på ditkjellerup.dk:
God opbakning: Thorning viste flaget

- Men det viste sig at lysten til at cykle er kommet tilbage. Antallet af deltagere var fordoblet til 79 ryttere, der i alt cyklede 1689 kilometer svarende til 433 omgange. Dette resulterede i et samlet indkørt beløb på 122.000 kroner, oplyser en af folkene bag cykelløbet, Claus Schrøder.

Vejret startede lidt ustadigt, men artede sig og rytterne kunne nemt holde varmen. Dog måtte publikum iklæde sig et ekstra lag tøj, der senere blev unødvendig i takt med at entusiasmen steg som løbet skred frem.

Første omgang af cykelløbet blev anført af byrødderne Kern Oddershede (V) og Lars Hansen (S), der valgte at bruge denne lørdag formiddag på at støtte håndbolden på Blicheregnen.

Løbets yngste deltager: Esther Thyssen, halvandet år. Både hun og kaninen var iført cykelhjelm.

Tour de Thorning er for cyklister i alle aldersgrupper. I den ene ende af skalaen var der Esther på halvandet år, der befandt sig sikkert på ladet af fars cykel. I den anden ende af skalaen var der Agner Sejdelin på 80 år, der deltog i løbet for 26. gang.

Vinderne i 0-11 år: Holger Papsø, Mathias Philipsen, Bastian Norge Dam, Lucas S. Olsen.

Dem der cyklede flest omgang i hver kategori blev belønnet med en sportstaske og i år var det Bastian Dam og Markus Beier, der kørte ni omgange, Helle Ardahl, der cyklede 11 omgange og Sonni Damgaard Jørgensen, der kørte 13 omgange.

Efter uddeling af mange lodtrækningspræmier var det tid til at udløse resten af spændingen om præmierne i hver aldersgruppe. I gruppen 0-11 år blev Holger Papsø vinder med 21.680 indkørte kroner. På 2. pladsen kom Bastian Dam med 11.255 kroner, 3. pladsen gik til Mathias Philipsen 4.360 kroner og 4. pladsen løb til Lucas Olsen 2301 kroner.

Sonni Damgaard Jørgensen, Helle Ardahl, Markus Beier og Bastian Norge Dam kørte flest omgang i deres grupper.

I gruppen 12-15 år blev pladserne fordelt med 1. præmie til Marius Sejdelin Schrøder – 18.486 kroner, 2. præmie til Frederik Philipsen - 11.475 kroner og 3. præmien gik til Agnes Bak Bruun - 5.263 kroner.

I den ældste aldersgruppe blev 1. præmien tildelt Helle Ardahl der indkørte 4209 kroner. De efterfølgende placeringer blev tildelt Troels Thomsen: 3009 kroner, Anders Andersen: 3000 kroner og Mette Thomsen: 1678 kroner.

Anders Andersen måtte desværre udgå af løbet efter 8. runde på grund af et styrt.

Tour-udvalget samles om nogle uger til en evaluering, hvor blikket allerede nu er rettet frem mod næste års arrangement i 2023.

Vinderne i 12-15 år: Marius Sejdelin Schrøder, Frederik Philipsen, Agnes Bak Bruun.
Vinderne i 16-99 år: Helle Ardahl, Troels Thomsen, Mette Thomsen og Anders Andersen (udgik efter styrt på 8. omgang)

Indlæser debat