Kronprinsesse Mary følger i svigerfars fodspor som præsident

Kronprinsesse Mary skal stå i spidsen som præsident for WWF verdensnaturfondens danske afdeling.

29. juni 2020, 08.44

Kronprinsesse Marys svigerfar prins Henrik var præsident for verdensnaturfonden fra 1972 frem til hans død i 2018. (Arkivfoto) Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN Kronprinsesse Mary er blevet udnævnt til præsident for WWF verdensnaturfonden i Danmark.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Dermed følger hun i hendes svigerfar prins Henriks fodspor, som var præsident fra 1972 frem til hans død i 2018.

Det var prins Henrik der i sin tid grundlagde den danske afdeling.

Kronprinsessen skal stå i spidsen for fondens fremtidige arbejde om at bevare dyrs levesteder og naturens mangfoldighed, lyder det i meddelelsen.

Kronprinsesse Mary har længe arbejdet aktivt med FN’s verdensmål, og hun glæder sig til at stå i spidsen for WWF Verdensnaturfonden. I sin nye rolle som præsident skal hun engagere sig i projekter, der handler om ikoniske dyrearter, regnskov, plastik, hav og Arktis.

- Vi har kun én klode, og vi skal passe godt på den og dyrene, hvis vores børn og generationerne efter dem også skal have en tryg og naturrig verden at vokse op i, siger hun i meddelelsen.

Siden prins Henrik startede afdelingen op for 48 år siden har kongehuset spillet en vigtig rolle i at skabe opmærksomhed omkring projekter til fordel for naturen og dyrelivet, lyder det i meddelelsen.

Generalsekretær Bo Øksnebjerg er glad for, at kronprinsesse Mary har takket ja til opgaven.

- Jeg er meget stolt over, at kronprinsessen har sagt ja til at bidrage med at skabe opmærksomhed om arbejdet med at sikre en bedre fremtid for naturen og dyrene.

- Med Kronprinsessen som præsident kan vi med uformindsket styrke fortsætte det gode arbejde, som prins Henrik startede for 48 år siden i Danmark, siger han.

WWF Verdensnaturfonden er den danske afdeling af World Wildlife Fund for Nature.

/ritzau/