Midtjyske Meninger: Regattraktion

15. oktober 2021, 12.22

Ildfestregattaen har siden 1899 været en stor del af Silkeborgs DNA. Allerede i 1852 var der dog fakkelsejlads på Remstrup Å, og også andre mere spontane og uofficielle events med illuminerede både i de følgende årtier, men den første officielle regatta var 16. juli 1899. Regattaen bider sig herefter fast med 2-4 års intervaller, og udvikler sig til en helt særlig Silkeborg-begivenhed med mange tusinde mennesker - ikke mindst til Hjejle-flådens ankomst, og de store fyrværkerier.

Og det er rigtig godt med nytænkning. Regattaen var gået i rille - lidt stereotyp og metaltræt

Kim Dyrholm

Lige nu gennemgår konceptet en revitalisering og brud med flere års traditioner. Og så dog. Helt så omfattende bliver det nok alligevel ikke det første år med Riverboat/DGI ved roret, da fx de store krudtfyrværkerier til dels overlever endnu en regatta. Afviklingen af det »forurenende show« sker i kombination med laserlys, lyd og springvand, og det kan jo også noget. Så må vi se, om krudtet bliver helt afviklet i en glidende overgang i de kommende regattaer.

Der lægges op til en regatta i tidens outdoor-ånd med en mere aktiv event, hvor man ikke blot er beskuer, men også selv kan være med i forskellige, fysiske aktiviteter. Og her tænker jeg ikke på radiobilerne i Dahlgårds Tivoli. Tivoliet er nemlig fjernet og erstattet af forskellige aktiviteter som løb og walks - eneste »muntre« indslag er et pariserhjul, og større navne på musikscenen. Og så får lokale spisesteder endelig fortrinsret frem for udenbys madtilbud.

Og det er rigtig godt med nytænkning. Regattaen var gået i rille - lidt stereotyp og metaltræt. Respekt for det store arbejde Kurt P. & Co har lagt i mange år, og trist at foreningen bag ikke kunne overleve, og i stedet have udviklet sig. Men der var for lidt innovation i forhold til, at Regattaen ikke kun er for dem, der var unge for 40 år siden. Silkeborg består også af en helt ny generation af børnefamilier, og mange er kommet til byen udefra. De vil forståeligt nok også gerne gøre det til deres by. Og til deres børns by. Også derfor var det nødvendigt med friske øjne og nye kræfter.

Om det folkelige så begynder at sive lidt ud af festen, når man tager det frivillige islæt ud og professionalisere ølsalget, opkræver gebyr for deltagelse i løb, samt indhegner scenen og tager entré, er selvfølgelig noget, man skal være meget opmærksom på. Hvis Regattaen af den grund går fra 100.000+ besøgende til under det halve, kan det ende med at blive en dårlig satsning, og måske nedgradere den så berømte Silkeborg Regatta til en mere ordinær byfest, som findes i alle provinsbyer.

Folkene bag Regattaen udtaler selv: »Vores ambition er at løfte Regattaens kunstneriske niveau, sikre en kvalitetsfuld sammenhæng på tværs af festens mange elementer og sætte Silkeborgs force som Danmarks outdoorhovedstad i spil«. Det er en flot ambition, som man så må håbe stemmer med brugernes ønsker for en regatta. Jeg glæder mig i hvert fald til den 39. regatta i august 2022, og håber regattaen fortsat vil være en stor attraktion for Silkeborg. God weekend!

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Indlæser debat