Midtjyske Meninger: Lad bolden rulle

Udgivet:24. november 2022, 11.14

Læsetid:3 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Christoffer Trane Løvstad Virklund

Mine kolleger fra Saudi-Arabien var i højt humør i går. Deres landshold havde netop leveret en vaskeægte sensation ved at vinde 2-1 over favoritterne fra Argentina. Som om sejrens sødme ikke var nok, besluttede kong Salman af Saudi-Arabien at give landets befolkning en fridag! Det er politik, der er til at føle på og det ville klæde vor egen majestæt, at lade sig inspirere lidt af kong Salman på dette punkt.

Når det er sagt, bryder jeg mig slet ikke om den sammenblanding af sport og politik, der i høj grad præger VM i Qatar. Som Peter Møller udtalte i går, er det næsten blevet overset, at Danmark rent faktisk spillede VM kamp mod Tunesien. Kampene drukner i statements og propaganda. Menneskerettigheder og milliarder. Jeg synes Qatar er et elendigt sted at afholde et fodbold VM. Akkurat som jeg på denne plads kritiserede valget af Rusland som værtsnation for fire år siden. Det er slyngelstater med helt horrible syn på andre mennesker, minoriteter og helt basale menneskerettigheder. Derudover mener jeg, at et fodbold VM bør afholdes i et land, der har en fodboldkultur. TV 2-journalist, Rasmus Tantholdt, ligner en, der rapporterer hjem fra Kiev eller Kabul, når han er igennem fra Qatar. Der er ingen fans. Der er ingen flag, sang eller øl.

Der er således grund til at kritisere Fifa for valget af Qatar. Men kritikken bør også holdes her. Skyd på Fifa og Fifas ledere. Beslutningstagerne. Dem, der har ansvaret for, at VM skal afholdes i Qatar. Dem der i øjeblikket udsætter tilskuere og spillere for helt vanvittige vilkår. Udsæt dem for kritik, undersøg dem til bunds, men lad nu spillerne få fred. Jeg synes det er helt forfejlet, at spillere skal drages til ansvar for, hvordan der eventuelt kan laves et statement til fordel for homoseksuelle rettigheder i Qatar - eller manglen på samme. Jeg er derfor også helt uenig med Midtjyllands Avis’ sportsredaktør, Peter A. Sørensen, der i onsdagens avis retter en krads kritik af landstræner Hjulmand, som han mener må have svært ved at se sig selv i spejlet. Helt ærligt. Er vi til Copenhagen Pride eller er vi til VM i fodbold? Landstræneren skal koncentrere sig om at vinde fodboldkampe og komme videre fra den indledende pulje. Al mulig spekulation om at lade en reservespiller agere anføre og eventuelt modtage et gult kort for derefter at skifte ham ud er og bliver spekulation. Hvem ved om det kunne medføre karantæne, fratagelse af point og så videre. De spekulationer skal en landstræner simpelthen ikke stå med under VM.

Sørensen fremhæver Helle Thorning Schmidt som den »eneste garant for mod«, idet hun bar en kjole med en regnbue på ærmet foran alle Fifas ledere. Om det decideret var udtryk for et stort mod, ved jeg ikke. Hvad risikerede Thorning? Kunne hun få en advarsel? Sendes hjem? Eller ud i ørkenen? Spillerne, landstræneren og landsholdet har noget på spil. At de overhovedet har LGBT+ på dagsordenen synes jeg viser et enormt mod og overskud, der aftvinger langt mere respekt end Sørensen viser dem. Hjulmand kan se sig selv i spejlet med stolthed. Kom så Danmark!

Indlæser debat