Der skal bygges i Resen: Sund vækst, tja...
Udgivet:23. juni 2022, 10.32
Læsetid:2 minutter
Foto: Jakob Stigsen Andersen
VÆKST Et slogan om en fremtidig sund vækst, fremfor den vilde og ukontrollerede vækst der har skabt kaos på stort set alle områder i Silkeborg Kommune, bragte fra årsskiftet et nyt parti og en ny borgmester til magten.
Vi vælgere er nok vænnet til valgslogans og løfter, så lidt skepsis gnavede vel her og der, men alligevel vejrede de, der tror på den sunde fornuft morgenluft, da valgresultatet forelå.
Hvad der så i fremtiden skal lægges i begrebet sund vækst, fik vi en forsmag på mandag aften, da projektet i Resen blev stemt igennem byrådet, med bannerføreren for sund vækst som varm fortaler. Jo da…
Og vi blev belært af selveste bannerføreren om, at sund vækst ikke er det samme som nulvækst. Det vidste vi nu nok alle sammen i forvejen, fordi sund vækst jo stadig er vækst, blot på en sund og balanceret måde, mens nul vækst er - ja, ingen vækst.
Klare signaler om den voldsomme ubalance mellem de mange nye beboere i Gødvadområdet og de på kort og mellemlangt sigt uhyre store problemer med manglende institutioner og øvrig infrastruktur for ikke at glemme kommunens mere end trængte økonomi, blev af S, V og C affærdiget med et skuldertræk.
At det ikke har noget med sund/usund vækst at gøre, det stod ganske klart efter indlæggene fra partierne bag vedtagelsen af at igangsætte udarbejdelsen af lokalplanen for området.
Hvad der derimod ikke stod helt klart var, hvorfor det var så ualmindeligt vigtigt at få bygget i Resen. Trods alle ulemperne.
Diskussionen om 105, 155 eller 210 boliger blev intens, og der blev bestemt også på nogle områder kappet en hæl og hugget en tå, men bygges i Resen det skal der.
Selv den mest søvnige tilhører kunne opfatte, at det er mere end almindeligt vigtigt. Koste hvad det koste vil.
Hvorfor blev dog kun forklaret med vage antydninger af noget, man havde lovet, det sædvanlige ævl om arv og gæld samt nogle forblommede ord om ansvar over for en eller anden, der ville blive slemt skuffet.
Det var, hvad det kunne blive til af begrundelser. Hvem der så end blev klogere af det.
Paradoksalt nok kunne Midtjyllands Avis dagen efter vedtagelsen bringe en stort opsat artikel om hele Eriksborg, der i fremtiden skal rumme 7000 nye beboere.
Sammen med alle de andre store boligbyggerier, der er i gang eller planlagt i midtbyen med hundredevis af nye boliger, står det vel også lysende klart for os alle, at det er bydende nødvendigt at få opført nogle få huse i Resen.
Konklusionen må desværre være, at alt er ved det gamle. Intet nyt under solen. Byggeudviklernes forventninger må ikke skuffes.
Indlæser debat