Ny sælger på Midtjyllands Avis: Planlægger comeback på golfbanen

Midtjyllands Avis’ nye salgstraniee er silkeborgenser med hud og hår

Udgivet:28. januar 2022, 11.30

Læsetid:2 minutter

Efter ophold flere steder i udlandet er 22-årige Emil Borreskov klar til fremtiden som Midtjyllands Avis’ nye salgstrainee. Foto Martin Ballund

Hans Krabbe
Chefredaktør| hkr@midtjyllandsavis.dk

JOBNYT: Som født og opvokset i Alderslyst, med skolegang i Silkeborg, aktuel bopæl på Bredhøjvej og store planer om at bruge fritiden på golfbanen i Resenbro er Midtjyllands Avis’ nye salgstrainee Emil Borreskov så silkeborgensisk, som du finder dem.

Den 22-årige unge mand med blandt andet en salgsuddannelse fra Bestseller Academy i baglommen er netop tiltrådt i mediehuset på Papirfabrikken. Og han glæder sig til at komme i kamp for det lokale mediehus.

- Jeg fik lyst til at søge jobbet, fordi det er en avis, jeg har læst igennem mange år. Jeg har altid syntes, det var interessant, hvordan en avis har formået at følge så godt med den teknologiske udvikling, som samfundet oplever. Det kan godt være, at folk tror, det kun er aviser og nyheder, vi dækker. Men der er så meget mere bagved, konstaterer Emil Borreskov, der altid har været fascineret af den helt særlige disciplin, det er at sælge.

For mig har salg altid handlet om kunden, og jeg har altid fundet den ping-pong, man har som sælger og kunde, spændende og interessant. For mig handler det meget om at skabe et godt forhold til kunderne, så de får lyst til at bruge os i igen.
Emil Borreskov

Altid kunden i centrum

- For mig har salg altid handlet om kunden, og jeg har altid fundet den ping-pong, man har som sælger og kunde, spændende og interessant. For mig handler det meget om at skabe et godt forhold til kunderne, så de får lyst til at bruge os i igen. Jeg er uddannet i butik og ved derfor, hvor meget det betyder, at man giver kunderne en god oplevelse, så de ikke vælger konkurrenten, men kommer tilbage, næste gang de skal bruge rådgivning.

Efter endt HHX-uddannelse i Silkeborg i 2019 tog Emil Borreskov en International Business baccalaureate. Det betød flere fag på engelsk, og som følge af uddannelsen har han tillige været på college i Norfolk, Nebraska, og Canterbury College i England. Nu gælder det så en tid som trainee på Midtjyllands Avis.

Fokus på salgspsykologien

- Jeg håber, jeg får en mere dybdegående forståelse for mediesalg, salgsteknikker og generelt gode forhold til mine kommende kunder. Derudover er det jo altid godt at få en masse erfaring i en mediekoncern, der har været her i så lang tid. Så må man gøre noget rigtigt. Jeg håber også, jeg lærer mere om salgspsykologien i en aktiv salgssituation, og hvordan man møder hinandens forventninger.

Altså, salgstrainee er vel bare den internationale version af, hvad man på god, gammeldags jysk kalder en salgslærling.

Emil Borreskov er fra Alderslyst. Moren arbejder som skolesekretær, mens Emils far er webassistent og fotograf. Han flyttede hjemmefra i 2019. Efter et mellemspil på Hostrupsgade i midtbyen bor han nu på Bredhøjvej ved Bilernes Hus sammen med kæresten Sarah og hundehvalpen Obie.

- Fritiden går ofte med enten at være sammen med mine kammerater eller rydde op efter Obie, der har det med at lave en masse ballade. Jeg ser også gerne meget fodbold, og der skal selvfølgelig også være tid til at være sammen med kæresten, husker Emil Borreskov at få med.

Da han var mindre, spillede han en del golf sammen med sin bedstefar.

- Jeg tror, det er i år, jeg gør comeback på golfkarrieren, hvis man kan kalde den det. Og det bliver på Danmarks flotteste golfbane ude hos Silkeborg Ry Golfklub, slår Emil Borreskov fast.

Læs også på erhvervsnytsilkeborg.dk
<span>Ny medarbejder i mediehuset:</span> En mand med de rigtige kontakter <span>Ny medarbejder i mediehuset:</span> En mand med de rigtige kontakter
Læs også på erhvervsnytsilkeborg.dk:
Ny medarbejder i mediehuset: En mand med de rigtige kontakter
Emil Borreskov - kort

22 år.

Født og opvokset i Alderslyst.

Tog HHX på College360 i Silkeborg.

College-ophold i Nebraska og England.

Uddannet salgsassistent hos Jack & Jones, Silkeborg.

Bor på Bredhøjvej i Silkeborg.

Er kæreste med Sarah.

De to er fælles om hunde-hvalpen Obie.

Genoptager - vistnok - golfsporten i år.

Ser meget gerne en masse fodbold.

Når han da ikke hænger ud med kammeraterne.