Bilag mangler: Betroede medarbejdere har brugt kommunale kreditkort

Der mangler flere bilag for betroede medarbejderes brug af kommunale kreditkort i Favrskov Kommune. Kommunen har nu iværksat ekstraordinær kontrol, skriver DR

Udgivet:30. august 2021, 11.06

Læsetid:1 minut

Rådhuset i Hammel

1 år siden

FAVRSKOV En række betroede medarbejdere i Favrskov Kommune er blevet afkrævet forklaring og har fået indskærpet deres brug af kommunale kreditkort.

Det skriver DR mandag morgen.

Sagen drejer sig om, at der mangler bilag på 17 ud af 90 af kommunens indkøb på kommunale kreditkort i 2019.

I disse 17 tilfælde er medarbejdere blevet bedt om at forklare formålene med indkøbene, og hvorfor der mangler bilag, som viser, hvad pengene er blevet brugt på.

Indskærpede regler

Samtidig har alle medarbejdere med et kommunalt kreditkort i Favrskov Kommune fået indskærpet reglerne for brug af disse.

Det viser en intern mail, som DR er kommet i besiddelse af.

- Betalingskortet må kun anvendes i arbejds medfør, skriver Bo Cassøe Jepsen i mailen.

I mailen står der også, at kommunens interne revision efter DR’s henvendelser har foretaget gennemgang af kommunens økonomisystem. Og her har revisionen har fundet flere tilfælde med manglende dokumentation af køb og forbrug. Der mangler bilag, kvitteringer og lignende, lyder det.

- Vores interne revision har gennemgået retningslinjer og forretningsgange vedrørende betalingskort og konstateret, at der i Opus Økonomi i flere tilfælde mangler dokumentation af købet/forbruget i form af bilag, kvitteringer og lignende, skriver Bo Cassøe Jepsen til sine medarbejdere.

Midtjyllands Avis har forsøgt at få en kommentar fra Bo Cassøe Jepsen, men det har ikke været muligt indenfor avisens deadline. Avisen har også forsøgt at få en kommentar fra borgmester Nils Borring, men det var heller ikke muligt.

Vi forsøger at få fat i dem til i løbet af dagen. Følg med på midtjyllandsavis.dk eller i morgendagens avis.