Vild med dans-stjerne: Jeg kæmper for at give noget af mig selv

Skuespiller Jakob Åkerlind var inden sin deltagelse i "Vild med dans" nervøs for, hvordan seerne ville tage imod ham. Den bekymring er blevet gjort til skamme.

Udgivet:30. september 2022, 08.00

Læsetid:3 minutter

Jakob Åkerlind er halvt svensk, hvilket ikke lod sig fornægte i tredje udsendelse af "Vild med dans". Her skulle nydanserne svinge hofterne til deres "guilty pleasure"-sange, og skuespillerens valg faldt på hittet "Dancing Queen" fra svenske Abba. Her ses han danse samba til nummeret med sin partner, Camilla Dalsgaard. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN De danske tv-seere er for alvor ved at lære skuespilleren Jakob Åkerlind at kende.

Tre fredage har han været på gulvet i underholdningsprogrammet "Vild med dans", og seernes modtagelse har indtil videre været over al forventning, fortæller han.

- Folk er rigtigt søde ved mig, og det er jeg bare toptaknemmelig for, siger Jakob Åkerlind.

Det er en lettelse, fortæller nydanseren videre.

Forud for sin deltagelse var han nemlig ret nervøs.

- Jeg har jo hørt skrækhistorier om, at alle mulige skriver en masse bras til en, siger han og fortsætter:

- Jeg er ikke så kendt i forvejen, så det er først nu, at folk for alvor kommer til at kende mig og have en holdning til mig. Og det vil ærgre mig, hvis folk synes, at jeg er en idiot.

Heldigvis ser det ikke ud til at være tilfældet. Faktisk har skuespilleren ikke modtaget en eneste negativ besked, fortæller han.

I stedet får han masser af henvendelser fra folk, der synes, at han ser sød ud, eller at han og dansepartneren, Camilla Dalsgaard, er gode sammen.

Indbakken byder også på ros for deres koreografier, og Jakob Åkerlind lægger ikke skjul på, at han arbejder hårdt for at gøre sig fortjent til alle de pæne ord.

- Jeg tænker slet ikke på andet end "Vild med Dans". Det er sindssygt hårdt for både kroppen og hovedet, siger han og fortsætter:

- Jeg kæmper for at blive god til at danse, og jeg kæmper også for at give noget af mig selv, så folk kan mærke mig.

Også dommerne ser ud til at være glade for den 33-årige sønderjyde. I sidste uge gav de ham og hans partner en samlet karakter på 26, hvilket var nok til en andenplads.

Lagt sammen med seernes stemmer betød det, at parret gik direkte videre og får endnu en fredag på gulvet.

Ud over at være nydanser i "Vild med dans" er Jakob Åkerlind også aktuel i femte sæson af serien "Sygeplejeskolen", hvor han spiller en birolle som eleven Aksel.

Og det er da også primært mindre roller som den, der findes på hans cv. Men det håber han, at "Vild med dans" kan ændre på.

Programmet betyder nemlig en masse eksponering, som måske kan få flere filmfolk til at få øjnene op for ham.

- Jeg synes, at det ville klæde dem ude i branchen at give mig en hovedrolle, lyder det kækt fra skuespilleren, inden han i en mere alvorlig tone uddyber:

- Alle skuespillere leder jo efter at få mere skærmtid eller at have mere at rykke med i deres roller. Jeg tager mig selv seriøst, og jeg tager mit arbejde seriøst, så selvfølgelig vil jeg gerne spille tungere roller.

I mellemtiden har han fuldt fokus på dansetræningen. Resultatet af den kan ses fredag aften, når TV 2 sender fjerde udsendelse af "Vild med dans".

/ritzau/

TV 2 holder pressemøde om Sygeplejeskolen Jakob Åkerlind er bedst kendt som sygeplejeeleven Aksel i TV 2 Charlie-succesen "Sygeplejeskolen". Skuespilleren deltager i årets udgave af "Vild med dans", hvor han danner par med den professionelle danser Camilla Dalsgaard. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Indlæser debat