Fra fattiggård til plejecenter

Af Roger Skyum. Karolinelundcentret Gjern

ÆLDRE Stor tak til Lisbeth Kofoed for læserbrevet onsdag, som giver mig mod til yderligere at referere og redegøre for mit syn på tingene.

Hvis man interesserer sig for de aktuelle skrabede forhold i ældreplejen, var det yderst interessant grundlovsdag at se en halv times genudsendelse på DR 2 om ældrepleje gennem tiderne.

Den handlede om plejehjemsbyggeri afspejlende skiftende tiltag og ideologier gennem de seneste 100 år.

Stream den, hvis du ikke har set den! Bemærk, hvorledes den løbende tilkomst af nye ord afspejler skiftende tanker om, hvad der hører til et værdigt ældreliv.

Først beskrev udsendelsen, hvordan velbjergede bønder kunne lave bindende aftaler om »aftægt«, aftaler der kunne omfatte alt fra bolig over forplejning til kørsel for eksempel til kirke om søndagen. Mindrebemidlede, som på deres gamle dage ikke kunne klare sig selv, heller ikke økonomisk, kunne mod at arbejde efter evne få ophold på »fattiggården« .

Senere gik der i 30’erne i de mindre samfund prestige i at bygge »alderdomshjem« eller »hvilehjem«, hvor alle »gamle« (der var endnu ingen »ældre«) uanset baggrund kunne finde ro og tryghed.

Samtidig med aldersrentens ændring til folkepension i 1973 var der en voksende forståelse for, at ældre ikke blot skulle skærmes og have ro. At pludselig overgang fra et aktivt liv til et plejehjemsliv kan være en chokerende og deprimerende forandring, der kun giver værdighed og glæde, hvis der er noget at stå op til og se frem til. Større centre havde efterhånden en mangfoldighed af aktivitetstilbud, som man kunne vælge mellem.

Siden da er det - set med mine øjne - gået støt ned ad bakke. Slogans som »længst muligt i eget hjem« og »mestring« udsprang muligvis af ideelle tanker, men mest af spareøvelser. Derefter skulle indførelsen af moderne teknologi på plejehjemmene spare tid og kræfter for personalet til at være mere nærværende og med kendskab til den enkelte persons liv og præferencer. Hvad der hidtil er sket, er at personalet er blevet kraftigt beskåret. Gad vide, om man generelt lever op til servicelovens § 83 a, der påbyder »rehabilitering«. Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et »selvstændigt og meningsfuldt liv« .

Som 85-årig plejehjemsbeboer er jeg ikke længere hverken »senior« eller »gammel«, men »ældre«. Jeg holder stædigt fast i, at vi skal se fremad, finde nye løsninger og ikke hænge os i fortiden. Alligevel må jeg indrømme, at jeg godt kunne tænke mig nu at opleve de bedste ting ved 70’erne. Kommer det til at ske? Ikke, så længe skiftende ideologier ikke er uafhængige og har deres egen berettigelse, men snarere synes at udspringe af den til enhver tid herskende økonomiske prioritering. Hvordan er det nu, den er for tiden?