Drama: Silkeborg-Voel udlignede fire sekunder før tid

En ikke særligt velspillet kamp endte i et sandt scoringsinferno i kampens afslutning

3. november 2021, 20.46

Filippa Idéhn startede fremragende og holdt Silkeborg-Voel inde i kampen. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Taget på Jysk arena var tæt på at blive blæst til himmels, da Eira Aune tordnede bolden i nettet til 29-29 fem sekunder før tid efter en hæsblæsende anden halvleg, der udviklede sig til det rene skydetelt.

Målet sikrede et vigtigt point til Silkeborg-Voel, der halsede bagefter det meste af kampen, men kom foran et par gange med syv-otte minutter igen.

Alligevel var det Herning-Ikast, der var tættest på sejren med en et-målsføring indtil de døende sekunder.

Men man skal aldrig afskrive Silkeborg-Voel.

Hvad holdet ikke havde spillemæssigt blev til fulde opvejet af en vild fight, og især den sidste halvdel af anden halvleg vist holdet vildskab - også i afslutningerne bedst illustreret ved Lea Hansen, der pludselig scorede to vigtige mål fra højre fløj.

Den spændende afslutning kan dog ikke skjule, at der var tale om en rodet kamp.

Især i første halvleg, hvor de tekniske fejl og dårlige afslutninger stod i kø hos både Silkeborg-Voel og Herning-Ikast, der førte 11-12 ved halvtid.

At hjemmeholdet kun var et enkelt mål bagefter ved pausen, skyldes storspil af keeper Filippa Idéhn i de første 20 minutter af halvlegen, hvor status efter 13 minutter hos hjemmeholdet var to mål, fem brændte chancer og seks tekniske fejl.

Scoringsfrekvensen steg i den anden halvdel af halvlegen, mens antallet af de tekniske fejl holdt næsten samme niveau og nåede op på utilgivelige 10 på 30 minutter.

Det og intensiteten blev bedre hos hjemmeholdet i anden halvleg, hvor holdet båret frem af Eira Aune og Ann Grete Nørgaard altså formåede at sikre sig et point mod ærkerivalerne fra Herning-Ikast.

Indlæser debat