Historisk: Første digitale byrådsmøde i Favrskov

Vellykket debut på Skype-møde i Økonomiudvalget

20. marts 2020, 11.15

Der var almindelige tilfredshed med måden, det kørte på, siger borgmester Nils Borring (S) om Skype-premieren i Økonomiudvalget.

FAVRSKOV Så ligger det fast, at Favrskov Byråds møde på tirsdag 24. marts bliver historisk - det første, der alene holdes digitalt.

Som følge af coronakrisen og forbudet mod at samles mere end 10 personer afvikles byrådsmødet som et Skype-møde - et videomøde over internettet. Det muliggør, at de 25 byrådsmedlemmer sidder hjemme hos sig selv og deltager via computeren.

Interesserede borgere kan følge mødet hjemme ved deres computer, da det streames som normalt.

Premiere tidligere på ugen

Økonomiudvalget havde premiere på Skype-mødeformen ved sit møde tidligere på ugen.

- Det virkede fremragende, og der var almindelige tilfredshed med måden, det kørte på, siger borgmester Nils Borring (S).

Han forudser et kort møde, blandt andet fordi den normale præsentation af sagerne undlades. Den kan borgerne jo selv læse i dagsordenen på nettet.

De sager, der ikke er kommentarer til, vil formentlig også blive godkendt under ét.

Da byrådsmødet foregår digitalt, er byrådets spørgetid aflyst.

- sinn